Faktaboks

Kristian Olsen

Aaju (kunstnernavn)

Født
21. august 1942
Død
19. april 2015

Kristian Olsen var en grønlandsk forfatter og billedkunstner. Han var uddannet som lærer og cand.pæd. og virkede i både det danske og det grønlandske skolevæsen. 1998-2002 var han forstander for Grønlænderhjemmet i Hellerup.

Aaju udgav digt- og novellesamlinger, flere i tosprogede udgaver (grønlandsk/dansk) og med egne illustrationer. Debutdigtene Kinaassutsip taallai/Balladen om identiteten (1979) forsøger at indkredse en grønlandsk identitet under de store samfundsændringer i 1960'erne og 1970'erne. Temaet genfindes i hans første roman, Kiinnanni qaamaaneq (1996, Lyset i dit ansigt), om en grønlandsk forretningsmand i konflikt med sin familie pga. sammenstødet mellem gamle og nye normer. I digtsamlingen Oqaatsit Nunaat/Ordenes land (2003) søger Aaju at indfange det grønlandske landskab i en række naturromantiske digte. I sin seneste novellesamling Inuit nipaat/Menneskestemmer (2005) lader han mennesker komme til orde, som sjældent høres i den moderne hverdag. Emnerne i forfatterskabet afspejles ligeledes i Aajus ekspressionistiske linoleumssnit og malerier; spørgende og søgende ansigter, ofte maskelignende, er et tilbagevendende træk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig