Kristian Isager, f. 1946, dansk arkitekt; udlært murer og uddannet på Kunstakademiet 1970-75. Siden 1974, hvor han oprettede tegnestue i Odense, har Isager hovedsagelig gjort sig bemærket inden for bygningsbevaring. Sammen med andre arkitekter har han forestået ombygning af ældre erhvervsanlæg til kulturelle formål, fx Brandts Klædefabrik i Odense (1980-87, s.m. Jørgen Stærmoses Tegnestue), Kvægtorvet i Odense til TV-2's hovedsæde (1987-89) og udvidelsen af Johannes Larsen Museet i Kerteminde (1989-90, s.m. Poul Ingemann) efter konkurrence i 1987. Siden har han stået for udvidelse og ombygning af Esbjerg Gymnasium (2004-05).