Kristen Poulsen, 1910-1951, grønlandsk forfatter, uddannet på seminariet i Nuuk (Godthåb). Han virkede som kateket flere steder i Syd- og Nordgrønland, indtil han blev pensioneret pga. tuberkulose. Hans produktion spænder fra muntre lejlighedssange og hverdagsbeskrivelser til naturlyrik og digte inspireret af sygdom og tab af sine nærmeste. Han har udgivet en lille digtsamling, Erinarsugassiat (1947, Digte beregnet til at blive sunget), samt romanen Angakkoq Papik (1952, Åndemaneren Papik) om den østgrønlandske åndemaner, der omvendte sig til kristendommen.