Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad, dansk avis udgivet i København siden 1896. Kristeligt Dagblad blev oprettet på initiativ af Indre Mission, der mente sig angrebet af pressen, som våben mod kulturradikalisme og gudløshed.

Oplagstal
1898 5000
1901 8500
1916 9600
1925 13.300
1935 11.200
1948 23.200
1958 16.800
1968 16.800
1978 18.100
1988 15.500
1995 15.500
2005 25.400
2013 26.101

De første knap 20 år var bladet stort set upolitisk og skrev især om kirkelige og moralske emner. 1914-32 vandt bladet fremgang, idet emnekredsen blev udvidet, og i 1935 brød bladet med den svækkede Indre Mission og opprioriterede det almene nyhedsstof kraftigt sammen med politik og kultur, men fastholdt den politiske uafhængighed.

Som følge af den nationale linje, Gunnar Helweg-Larsen anlagde i sin redaktørtid 1936-41, fik bladet en del fremgang, men efter 1950 tabte det terræn, da det blev normen kun at holde én avis, og en vennekreds har flere gange ydet bladet støtte. Bladets linje er siden 1960 til stadighed blevet fornyet med opdyrkelse af nye emner såsom ulandsstoffet, generelt med en mere livlig stil. Fra omkring årtusindeskiftet har bladet også opdyrket det mere alment ideorienterede og ikke-konfessionelt religiøse stofområde. Samtidig er den udpræget sobre nyhedsdækning og kommentar blevet fastholdt, og bladet har fået en mærkbar oplagsfremgang.

Avisens hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig