Kreisauerkredsen, gruppe af oppositions- og modstandsfolk i Nazityskland; opkaldt efter Helmuth James Graf von Moltkes gods Kreisau i Nedre Schlesien. Kredsen opstod i 1940 og beskæftigede sig bl.a. med planer til nyordning af et efternazistisk Tyskland i et føderalistisk Europa. Målet var at styrte nazismen, men ikke at myrde Hitler, og kredsen kom til at repræsentere et bredt spektrum af tysk opposition. Efter anholdelsen af Moltke i januar 1944 gik kredsen i opløsning, og flere medlemmer blev henrettet under opgøret med den indre modstand efter det mislykkede attentat mod Hitler 20.7.1944.