Kræsten Iversen

Faktaboks

Kræsten Iversen
født:
1886
død:
1955

Kræsten Iversen, 1886-1955, dansk maler. Udlært som håndværksmaler og hos Holger Grønvold på Teknisk Skole i København debuterede han 1909 på Kunstnernes Efterårsudstilling og brød igennem som kunstner 1919 med Odysseus og Nausikaa. Som landskabsmaler knyttede han sig fra 1920 til Bornholmerskolen.

Med sikker sans for monumentalitet og for at integrere værk og rum udførte han flere udsmykninger, fx loftsmalerier med mytologiske og historiske motiver på Christiansborg Slot (1926-31 og 1936-37) og malerier til Aarhus Rådhus (1945-46) samt altertavler til Holsted Kirke (1928) i fødebyen Holsted og Zions Kirke i Esbjerg (1930-32) samt glasmalerier til en lang række kirker.

Iversen modtog Eckersbergs Medalje 1923, og han fik mange tillidshverv i den danske kunstverden. 1930-55 var han professor ved Kunstakademiet (1949-52 dets direktør), og fra 1920 udstillede han med Den Frie Udstilling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig