Kourou-rumcentret

Kourou-rumcentret. Affyring af en Ariane 4-raket fra Kourou-rumcentret. Det vidtstrakte kompleks er den betydeligste virksomhed i Fransk Guyana.

.

Kourou-rumcentret, Centre Spatiale Guyanais, CSG, opsendelsessted i Kourou i Fransk Guyana i det nordøstlige Sydamerika (5°25′ n.br., 52°80′ v.lgd.), hvorfra de europæiske Ariane-raketter opsendes. Stedet er med sin beliggenhed nær ækvator og på en nordøstvendt kyst optimalt, idet Jordens rotation udnyttes ved opsendelser til baner over ækvator. Endvidere sker alle opsendelser ud over Atlanterhavet, hvorfor risikoen for skader ved opsendelsesfejl er små.

CSG blev 1968-75 anvendt af den franske rumorganisation CNES til opsendelse af franske løfteraketter. I 1975 blev basen lejet af ESA, som opsendte den første Ariane 1-raket i december 1979. Centret er flere gange blevet udvidet for at kunne opsende større raketter, senest med opsendelseskomplekset ELA-3 (l'Ensemble de Lancement Ariane), der blev bygget til Ariane 5-raketten og taget i brug i 1996. ELA-3 dækker et areal på 2100 hektar og omfatter bl.a. startrampe, faciliteter til samling af Ariane-raketten, tankanlæg og et kontrolcenter.

Opsendelseskomplekserne ejes af ESA og Frankrig, mens Arianespace står for opsendelserne.

Det gamle ELA-1-opsendelseskompleks vil fra 2007 blive ombygget og anvendt af den mindre, nyudviklede europæiske raket Vega under navnet ELV (l'Ensemble de Lancement Vega). ELA-3-opsendelseskomplekset vil kunne bruges til ti Ariane 5-opsendelser pr. år. I forbindelse med overgangen til Ariane 5 får Kourou-rumcentret en ny klargøringsfacilitet, i hvilken fire store (op til 20 ton tunge) satellitter kan klargøres samtidig. I 2005 indgik ESA og Rusland en aftale, som betyder, at der bygges en ny opsendelsesrampe i Kourou til opsendelse af russiske Sojuz-Fregat-raketter fra 2009 kaldet ELS (l’Ensemble de Lancement Soyouz).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig