Den europæiske rumhavn i Kourou

James Webb-teleskopet er klar til opsendelse fra den europæiske rumhavn i Kourou. Billedet er taget den 15. december 2021, og teleskopet blev opsendt den 21. december samme år.

Af //Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Den europæiske rumhavn i Kourou er et opsendelsessted i Kourou i Fransk Guyana i det nordøstlige Sydamerika, hvorfra ESA har adgang til rummet til brug for både videnskabelige og kommercielle missioner.

Faktaboks

Også kendt som

Centre Spatiale Guyanais, CSG, Kourou-rumcentret.

Med en beliggenhed nær ækvator – 5°25′ nordlig bredde og 52°80′ vestlig længde – og på en nordøstvendt kyst er stedet optimalt, idet Jordens rotation udnyttes ved opsendelser til baner over ækvator. Endvidere sker alle opsendelser ud over Atlanterhavet, hvorfor risikoen for skader ved opsendelsesfejl er små.

Rumhavnens historie

CSG blev i årene 1968-1975 anvendt af den franske rumorganisation CNES til opsendelse af franske løfteraketter. I 1975 blev basen lejet af ESA, som opsendte den første Ariane 1-raket i december 1979. Centret er flere gange blevet udvidet for at kunne opsende større raketter, senest med opsendelseskomplekset ELA-3 (l'Ensemble de Lancement Ariane), der blev bygget til Ariane 5-raketten og taget i brug i 1996. ELA-3 dækker et areal på 2100 hektar og omfatter bl.a. startrampe, faciliteter til samling af Ariane-raketten, tankanlæg og et kontrolcenter.

Opsendelseskomplekserne ejes af ESA og Frankrig, mens Arianespace står for opsendelserne.

Det gamle ELA-1-opsendelseskompleks vil fra 2007 blive ombygget og anvendt af den mindre, nyudviklede europæiske raket Vega under navnet ELV (l'Ensemble de Lancement Vega). ELA-3-opsendelseskomplekset vil kunne bruges til ti Ariane 5-opsendelser pr. år.

I forbindelse med overgangen til Ariane 5 fik rumcentret en ny klargøringsfacilitet, i hvilken fire store (op til 20 ton tunge) satellitter kan klargøres samtidig.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig