Kontinentalkongressen, Continental Congress, forsamling af delegerede fra de 13 britiske kolonier i Nordamerika, som første gang mødtes i Philadelphia i 1774, Den Første Kontinentalkongres. De delegerede søgte at skabe enhed over for Storbritannien og udsendte proklamationer til den britiske konge og til det amerikanske folk.
Før Den Anden Kontinentalkongres 1775-76 var væbnet kamp mod briterne allerede brudt ud, og general George Washington blev øverstkommanderende for de amerikanske styrker.
Kontinentalkongressen proklamerede i 1776 Uafhængighedserklæringen og udarbejdede Konføderationsartiklerne, USA's første forfatning, som blev forelagt enkeltstaterne i 1777 og ratificeret i 1781.
Kontinentalkongressen koordinerede krigsførelsen mod briterne 1775-83 og fungerede som central regering, indtil USA's nuværende forfatning trådte i kraft i 1789.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.