Konstanz

Konstanz, by i den tyske delstat Baden-Württemberg ved Rhinens udløb fra Bodensøen; 84.700 indb. (2010). Konstanz er et meget populært turistcenter med fire toldovergange til Schweiz.

Konstanz har kunstmuseum og et universitet, grundlagt 1966. Nyere bolig- og erhvervsområder findes primært på nordsiden af Rhinen og rummer tekstil-, maskin- og elektronikindustri samt kemisk industri. Til byen hører øen Mainau i Bodensøen.

Konstanz var i middelalderen en vigtig handelsby, hvor den tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa i 1153 indgik Konstanzaftalen med paven og i 1183 sluttede fred med Den Lombardiske Liga.

1414-18 var byen sæde for det vigtige kirkemøde, der bl.a. overvandt Det Store Skisma i den katolske kirke og fik Jan Hus brændt på bålet som kætter.

Konstanz blev en fri rigsby omkring 1200, var under østrigsk herredømme 1548-1806 og kom herefter til Baden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig