Konrad van Beuningen, 1622-1693, hollandsk (nederlandsk) diplomat. Efter en juridisk uddannelse blev van Beuningen skriver, medlem af Amsterdams Råd og senere byens borgmester. Han deltog i flere vigtige diplomatiske sendelser. Hans mislykkede forsøg på en hollandsk tilnærmelse til Sverige 1652-54 under Den Hollandsk-engelske Krig gav ham en antisvensk holdning, der prægede hans forhandlinger i Danmark 1656-58 i forbindelse med den danske krigserklæring mod Sverige 1657. I 1660'erne forsøgte han at opnå lempelser i Frankrigs handelspolitik og i 1670'erne at skabe en antifransk koalition. Hans sidste leveår var præget af økonomisk ruin og sindssygdom.