Kongeriget Neapel, syditaliensk statsdannelse, der opstod i 1100-t., efter at Syditalien sammen med Sicilien fra 1000-t. var blevet erobret af normannerne, efter at byzantinere, longobarder og arabere siden folkevandringstiden havde kæmpet om dominansen i området.
Hohenstauferne blev herrer 1189-1266, og derefter huset Anjou, der regerede over Syditalien med Napoli som hovedstad, efter at Sicilien i 1282 havde revet sig løs ved Den Sicilianske Vesper. Fra dette tidspunkt kan man tale om Kongeriget Neapel, skønt navnet først bruges officielt fra 1759.
Ved huset Anjous uddøen i 1435 gled magten over til det aragonske kongehus, der efter franske forsøg omkring 1500 på at erobre landet oprettede et spansk vicekongedømme i 1504, som også omfattede Sicilien; det holdt til 1707.
Efter dynastiske omskiftelser i begyndelsen af 1700-t. blev Neapel og Sicilien i 1734 et selvstændigt kongedømme under de spanske bourboner. Under Revolutionskrigene blev Neapel i 1799 udråbt til Den Parthenopæiske Republik, men med britisk bistand blev republikken snart nedlagt og bourbonerne genindsat. De måtte dog vige igen allerede i 1806 til fordel for franske konger, først Napoleons bror Joseph Bonaparte, siden marskal Joachim Murat.
Med Wienerkongressen 1814-15 rykkede bourbonerne på ny ind i Neapel, der nu blev betegnet Kongeriget Begge Sicilier; i 1860 indgik det i det nye italienske kongerige.
Se også Italien - historie (1400-t.-1700-t.).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.