Kongens Bryghus, Danmarks ældste bryggeri; nævnes i 1454, hvor det var bryggeriet på Københavns Slot. Bryghuset blev i 1618 af Christian 4. flyttet til et nyt bryghus på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Christians Brygge. Fra 1686 var det forpagtet ud, 1739-1805 til bryggerlavet. Efter bryggerlavets opløsning overgik ejerskabet til et interessentskab. Efter en brand i 1767 opførtes et nyt bryghus ved Langebro — senere kaldet Gamle Kongens Bryghus, det første industrielle bryggeri i Danmark. Bryggeriet producerede overgæret øl og havde leverancen til flåden. I 1830'erne eksperimenteredes med bayersk øl (se bajer).
I 1891 indgik Kongens Bryghus i De Forenede Bryggerier (se Carlsberg). Produktionen på anlægget ophørte i 1923, og bygningerne nedbrændte i 1960.
Fra 1923 er KB-øl (primært alkoholsvage ølsorter og maltpræparater) blevet fremstillet på andre af koncernens virksomheder. I 1968 blev produktionen overflyttet til Tuborg og i 1995 til Wiibroes Bryggeri, men navnet bruges fortsat til koncernens hvidtølsprodukter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.