Kong Georges Krig, King George's War, krig i Nordamerika mellem kolonimagterne Frankrig og Storbritannien 1744-48, udløber af Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48. Krigen formede sig hovedsagelig som guerillastrejftog over grænsen mellem Canada og New England. Den efterfølgende fred havde karakter af en våbenstilstand inden udbruddet af Den Fransk-indianske Krig.