Konebådsekspeditionen

Konebådsekspeditionen, ekspedition til Grønlands østkyst 1883-85, der udgik fra Nanortalik i juli 1883 under ledelse af Gustav Holm. Transportmidlet var overvejende konebåde, umiakker, der var lette og rummelige og kunne komme frem i landvandet, det smalle ofte isfrie vand mellem storisen og land. I efteråret 1883 udlagde ekspeditionen depot ved Danell Fjord og returnerede til Nanortalik, hvor den overvintrede.

Den følgende sommer fortsatte Holm og hans fæller op langs østkysten i to konebåde, nåede Ammassalik i september, hvor de indrettede en lejr, hvorpå de fortsatte op langs kysten til Erik den Rødes Ø og returnerede til Ammassalik, hvor de overvintrede. Vinteren blev anvendt til bl.a. etnografiske studier af den lokale befolkning på ca. 400 inuitter, og i sommeren 1885 vendte ekspeditionen tilbage til Nanortalik.

Ekspeditionens resultater bestod i opmåling af den berejste kyst, omfattende botaniske, geologiske og meteorologiske studier og hjembringelse af et betydeligt etnografisk materiale. En konsekvens af Konebådsekspeditionen blev anlæggelsen af en handels- og missionsstation i Ammassalik ti år senere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig