Koldkrigsmuseum Langelandsfort

Koldkrigsmuseum Langelandsfort, museum åbnet i sommeren 1997 i det tidligere Langelandsfort. Siden 1993, da Langelandsfortet blev lukket som militær installation, havde der været ført en række forhandlinger i diverse ministerier, styrelser og organer for at finde ud af, om det overhovedet var muligt. For det første skulle fortet betragtes som et bevaringsværdigt militært monument fra 1953 - den sidste danske søbefæstning. Dernæst skulle museet fremtræde så autentisk som muligt. Museumstekster og andet måtte ikke forstyrre helhedsindtrykket. Og sidst men ikke mindst var det nødvendigt at se kanonerne i en større sammenhæng - at lave en udstilling med temaet den kolde krig. Fortet skulle med andre ord være et museum, der blandt andet fortalte den kolde krigs historie. Den 16. juni 1997 blev Langelandsfortet åbnet som museum.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort, som fortet er blevet døbt, har på den relativt korte tid allerede opbygget en unik samling af store genstande fra den kolde krig. I operationsbunkeren og kanonbunker 1 kan man se, hvordan fortets besætning levede under jorden. En af fortets mange bunkere danner rammen om en udstilling om den kolde krig, ligesom der i biografen vises en film om Cubakrisen. Fortet har købt et sovjetisk bygget MIG-23 fra det polske flyvevåben, og man har desuden lånt et svenskbygget Draken, som har været i dansk tjeneste, fra Flyvevåbnets Historiske Samling. I 2006 blev museets udstilling udvidet til også at omfatte den sidste danske ubåd Springeren og den gamle minestryger Askø. Museet forsøger at fortælle de glemte og ukendte historier fra den kolde krig, ligesom hverdagslivet også er vigtigt for forståelsen af den kolde krig og dens indflydelse på indbyggerne i Øst og Vest. Koldkrigsmuseum Langelandsfort indleder i sommeren 2010 arbejdet med at indrette permanente udstillinger i de tre ubenyttede kanonbunkers 2, 3 og 4. Disse bunkers vil komme til at omfatte udstillinger om 1) militære aktiviteter og efterretningsvirksomhed, 2) propaganda og ideologisk kamp samt 3) hverdagslivet under den kolde krig. Museet er senest blevet tilbudt en sovjetisk missilkorvet, som under den kolde krig blev anvendt i den østtyske flåde.

Museets hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig