Kokoda Trail, stisystem, der er den eneste forbindelse over land mellem Papua Ny Guineas syd- og nordkyst. Stien udgår 40 km NØ for Port Moresby, og herfra er der ca. 90 km strabadserende bjergvandring til landsbyen Kokoda, hvorfra der er vej ud til kysten. Hele turen tager fem til syv dage og fører gennem tropisk regnskov, over floder og gennem bjergpas, det højeste 2560 m. I 1942 gik japanerne via Kokoda Trail til angreb på Port Moresby, men blev standset af allierede tropper, der med voldsomme tab og hjælp fra lokale stammer drev japanerne tilbage. Sejren fik stor moralsk og strategisk betydning.