Knud Sørensen, f. 25.1.1935, dansk bankmand. Sørensen blev som 16-årig elev i Landmandsbanken og endte gennem avancementer som øverste daglige leder (ordførende direktør) af Den Danske Bank 1990-98. Væsentlige interne begivenheder under hans ledelse var virkeliggørelsen af fusionen mellem Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken samt udbygningen af banken til et finansielt supermarked, der ud over traditionelle banktjenester tilbyder forsikrings- og realkreditydelser. Fra 1998 har Sørensen været medlem af bestyrelsen i bl.a. Dampskibsselskabet af 1912 A/S, Mærsk Olie & Gas A/S, Kirkbi Invest A/S og Det Berlingske Officin A/S. Sørensen var bestyrelsesformand i Det Berlingske Officin 1999-2001. Endvidere er Sørensen med i ledelsen af adskillige fonde.