Knud Knudsen

Faktaboks

Knud Knudsen
Født
6. januar 1812, Holt (nu Tvedestrand)
Død
4. marts 1895, Kristiania (nu Oslo)
Af /Riksantikvaren.

Artikelstart

Knud Knudsen var en norsk sprogplanlægger og lærer ved Kristiania Katedralskole 1846-80.

Knudsen, der med held ivrede for en udvidet norskundervisning, var sin tids mest fremtrædende fortaler for en gradvis fornorskning af sproget med stavemåder som tape, uten, lek, skog i stedet for dansk tabe, uden, leg, skov, med bøjningsformer som båter og land for både og lande og med særnorske ord som maur for myre og gråte for græde.

Dette svarede til "den dannede dagligtale" i byerne, men afveg fra den jævnaldrende Ivar Aasens dialektbaserede landsmål, som Knudsen tog afstand fra. Et vigtigt værk var Den landsgyldige norske Udtale (1876). Hans idéer om sproget fik tilslutning fra bl.a. Bjørnson og Ibsen og prægede i stort omfang retskrivningsreformer for norsk bokmål 1907, 1917 og 1938.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig