Faktaboks

Knud Jespersen
Født
12. april 1926
Død
2. december 1977

Knud Jespersen var en dansk politiker og partiformand.

Knud Jespersens forældre blev i 1930'erne medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og familien deltog under Besættelsen i modstandskampen; faderen døde i kz-lejren Neuengamme i 1944. Knud Jespersen, der også havde tilsluttet sig DKP, blev i 1945 arresteret af Gestapo og udsat for tortur, men undgik at blive sendt i koncentrationslejr.

Efter krigen gik Knud Jespersen ind i fagligt arbejde og var i 1953-1958 formand for Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening i Aalborg, hvor han spillede en central rolle under storstrejken i 1956; i 1954-1958 var han medlem af Aalborg Byråd.

Efter partiopgøret med Aksel Larsens eksklusion i 1958 til følge blev Knud Jespersen formand for DKP. Han stod således i spidsen for partiet i de svære år efter 1960, da partiet gled ud af Folketinget. Under kampagnen i 1971-1972 mod dansk medlemskab af EF udnyttede og udviklede Knud Jespersen sine evner som folkelig taler med stor succes, hvilket bidrog til, at DKP i 1973 vendte tilbage til Folketinget.

Som medlem af Folketinget fra 1973 til 1977 viste Knud Jespersen sig som en både humoristisk og skarp debattør, men virkelig politisk indflydelse opnåede han aldrig. DKP udgav i 1979 mindebogen Knud Jespersen — en af arbejderklassens sønner, bl.a. indeholdende nogle af hans vigtigste taler samt hans ufærdige erindringer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig