Kliché

Kliché i 1980. Fra venstre: Jens Valo, Anders Brill, Johnny Voss og Lars H.U.G.
Kliché
Af /Ritzau Scanpix.

Kliché var en dansk rockgruppe dannet i 1977 i Aarhus af sanger og guitarist Lars H.U.G., bassist Johnny Voss (f. 1953), keyboardspiller Jens Valo (senere udskiftet med Nils Torp, f. 1953) og trommeslager Anders Brill Gilberg (1947-2009). Endvidere spillede Hilmer Hassig (1960-2008) fra Love Shop og Steffen Brandt fra TV-2 kortvarigt i Kliché.

Med musikalsk inspiration fra bl.a. David Bowie, Brian Eno og Roxy Music indspillede Kliché i 1980 lp'en Supertanker, der med sin ordknappe lyrik og stramt komponerede nyrock regnes for en milepæl i den danske rockhistorie; Supertanker er optaget i Kulturkanon.

Klichés musik var et brud med 1970'ernes politiske danske rock og formulerede med sin nøgterne lyd og tvetydige tekster om massemanipulation og maskinernes skønhed en helt anden form for samfundskommentar. I 1982 udsendte Kliché albummet Okay Okay Boys, og i 1985 blev gruppen opløst, da Lars H.U.G. forlod den.

Under navnet Voss Torp Brill indspillede Johnny Voss, Nils Torp og Anders Brill i 1984 lp'en Dobbelt Plus. Trioen opløstes hurtigt herefter. Sammen med Sofie Bonde (f. 1972) dannede Nils Torp i 1993 popgruppen Souvenirs.

I 2011 blev opsamlingsalbummet De Samlede Klichéer udgivet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig