Klagenfurt

Klagenfurt, hovedstad i den østrigske delstat Kärnten; 94.800 indb. (2012). Syd for byen ligger bjergkæden Karavankerne, der danner grænse til Slovenien; vest for byen ligger Wörther See.

Klagenfurt har metal-, levnedsmiddel- og elektronikindustri samt grafisk industri. Som et sydligt trafikknudepunkt har byen også lufthavn. Flere årlige messer, botanisk have og bådfart på Wörther See, der også har gode badestrande, trækker turister til byen, der tillige har teater og adskillige museer. Desuden rummer byen højere læreanstalter og fagskoler.

Klagenfurt blev grundlagt i slutningen af 1100-t. ved et vigtigt overgangssted over floden Glan. 1544 blev byen fuldstændig ødelagt ved en brand. Efter genopbygningen blev Klagenfurt den mest betydningsfulde fæstning i de østrigske alpelande. Efter 1. Verdenskrig gjorde Jugoslavien krav på byen, men en folkeafstemning 1920 sikrede Klagenfurts forbliven i Østrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig