Kjerringøy, (af no. kjerring 'kælling, kone' og øy 'ø'), gammelt nordnorsk handelssted nord for Bodø. I dag står der 15 fredede træbygninger fra det meget driftige handelssted, der også blev brugt som overnatningssted og læhavn af de mange sæsonfiskere på vej til og fra Lofoten. Knut Hamsun brugte Kjerringøy som model for handelsstedet i romanerne Pan (1894) og Benoni og Rosa (1908).