Faktaboks

Kjell Westö
Født
6. august 1961

Kjell Westö, f. 6.8.1961, finlandssvensk forfatter. Kjell Westö debuterede som lyriker og etablerede sig siden som sin generations store finlandssvenske epiker. Efter novellesamlingen Utslag (1989), der bl.a. berører det i Finland altid følsomme spørgsmål om det svenske sprogs stilling i landet, kom gennembruddet med Drakarna över Helsingfors (1996), en storbyskildring og en generationsroman med samfundskritisk islæt.

I romanen Vådan av att vara Skrake (2000 da. Faren ved at være en Skrake, 2004) udvides det historiske og geografiske perspektiv til et mægtigt panorama over hele 1900-tallets Finland. Realistisk skildring og skrøner veksler på en både frejdig og lystbetonet måde.

Den thrillerprægede roman Lang (2002, da. 2003) er et portræt af et moderne mediemenneske, der i sin enorme lydhørhed over for tidernes skiften kommer til kort som menneske.

Kjell Westö tildeltes 2006 Finlandiaprisen for romanen Där vi en gång gått (2006, da. Der hvor vi gik engang, 2015), og 2014 Sveriges Radios Romanpris og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Hägring 38 (2013, da. Luftspejling 38, 2014).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig