Kjøbenhavnsposten, dansk avis, grundlagt af A.P. Liunge (1798-1879) i 1827. Kjøbenhavnsposten var sammen med Fædrelandet det førende oppositionsblad indtil 1848, og i den periode førte regeringen 38 pressesager mod bladet. Liunge overlod i 1839 redaktionen til den berejste drejersvend J.P. Grüne (1805-78), hvorefter avisen blev organ for den radikalt demokratiske håndværkerbevægelse og støttede den spirende europæiske socialisme, bl.a. ved at introducere Marx og Engels i 1845. I 1848 var Kjøbenhavnsposten talerør for Hippodrombevægelsen, bekæmpede den nationalliberale Ejderpolitik og drejedes mod højre. Bladet gik ind i 1856, og en genoplivning i konservativ ånd 1858-59 mislykkedes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.