Kitt Johnson

Faktaboks

Kitt Johnson
født:
1959

Kitt Johnson, f. 1959, dansk danser og koreograf; cand.scient. i idræt. Kitt Johnson engagerede sig i dansen via bl.a. japansk butoh-dans. Hun var danser hos Anita Saij 1991-95 og koreograf til bl.a. TransForm (Helgoland Badeanstalt, 1994) og Spejlet (Assistens Kirkegård, 2002).

I soloværker som Stigma (1999) raffinerer Kitt Johnson sit minimale kropsudtryk med knudrende tæer, spasmende rygmuskler og sammenknebne kinder i en eksistentiel transformationskunst, der er internationalt efterspurgt. I 2003 skabte hun Aortas Partitur som det første værk i en trilogi, der går tæt på krop, anatomi og koreografi. De to andre værker er den Darwin-inspirerede solo Rankefod (2005) og Palimpsest – Hudens 2 Sider (2006).

Kitt Johnson har med stor succes turneret internationalt i USA, Canada og Europa og fik i 2003 en Reumert-pris.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig