Kiruna

Det færdige produkt (pellets)

.
Licens: Brukerspesifisert

Kiruna, mineby i Lappland, Sverige, mellem malmbjergene Kirunavaara og Luossavaara; 18.148 indb. (2011). Kiruna Kommune er Sveriges nordligste og største (19.439 km2). Egnens indbyggere var oprindelig samer og finner; de svenske nybyggere kom lidt efter lidt fra begyndelsen af 1600-t. Omkring 1700 opdagede man undergrundens store magnetit forekomster, men først i 1880 påbegyndtes prøveboringer. Udnyttelse af malmen, der var stærkt fosforholdig, var betinget af opfindelsen af en ny jernudsmeltningsproces, Thomaskonverteren.

Faktaboks

etymologi:
Stednavnet Kiruna kommer af samisk giron 'fjeldrype'.

Kiruna by blev grundlagt af mineselskabets første disponent, den socialt engagerede geolog Hjalmar Lundbohm (1855-1926), i forbindelse med jernbanens etablering; Malmbanan nåede i 1899 fra Luleå til Kiruna, og i 1902 færdiggjordes strækningen til Victoriahamn (nu Narvik) i Norge. Lundbohm indforskrev førende arkitekter, der i byplanlægningen bl.a. tog højde for vindforholdene og her anlagde verdens nordligste sporvognslinje.

De enorme malmforekomster har siden 1976 været ejet af den svenske stat gennem selskabet Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag (LKAB), der tidligere gav arbejde til halvdelen af indbyggerne. Virksomheden er blevet kritiseret for salg til Tyskland under 2. Verdenskrig. Dårligt arbejdsmiljø førte til omfattende strejker blandt de ansatte i 1960'erne. Trods konkurrencen fra oversøiske malmproducenter har LKAB i kraft af malmens lødighed, den avancerede brydningsteknik og den høje forædlingsgrad formået at hævde sig på de europæiske markeder. Den i dag højt automatiserede drift har siden 1960'erne medført stor nedgang i antallet af arbejdspladser i industrien, hvad byens mange tomme boliger vidner om. Bestræbelser på at give Kirunas erhvervsliv mere bredde har bl.a. medført statens udflytning af Postens Frimärken og Lantmäteriet til byen. Kiruna er sæde for rumfartsorganisationerne ESA og EISCAT, og en del af kommunens areal udgøres af test- og affyringsområdet for raketter, Esrange.

Fjeldet Kirunavaara ligger lige syd for byen og rummer de kolossale mængder af højlødig jernmalm. Malmen er magnetit, som ligger i et linseformet legeme, 41/2 km langt og ca. 85 m bredt, der fortsætter mindst 2 km ned i jorden og med en hældning på 50-70° mod øst. Malmbrydningen arbejder sig hvert år ca. 15 m nedad og foregår i 775-1045 m dybde under den oprindelige overflade. Brydningen foregik indtil 1952 i åbent brud, men sker nu fra et omfattende tunnelsystem i verdens største underjordiske mine. Centrale dele af byen — herunder det prisbelønnede rådhus fra 1963 — risikerer at blive ødelagt, da der er risiko for sammenstyrtning af minegangene; dele af byen står derfor over for at skulle flyttes. Bystyret vedtog i 2010 at igangsætte flytningen af byens centrum, der ventes at blive et mangeårigt projekt.

Geologi

De store malmforekomster ligger i prækambriske magmatiske, vulkanske og sedimentære bjergarter og er en såkaldt magnetit-hæmatit-apatit-malm med op til 67% jern og 15% fosfor (apatit). Der er to teorier for dannelsen af malmen: Den ældste er, at malmen er dannet ved udkrystallisation af malmmineraler i et magma (likvidmagmatisk dannelse); den nyeste er, at malmen er udfældet på havbunden ud fra vand- og gasudstrømninger (exhalative processer).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig