Kirsten Olesen

Faktaboks

Kirsten Olesen
Født
10. maj 1949

Kirsten Olesen, f. 10.5.1949, dansk skuespiller. Kirsten Olesen vakte efter sin debut 1971 på gruppeteatret Banden opmærksomhed i flere roller på de københavnske teatre, bl.a. som Alma i Tennessee Williams' Flyvende sommer (1976) på Hvidovre Teater og som Caroline Mathilde i Sven Holms Struensee var her (1977) på Folketeatret/Hippodromen.

Kirsten Olesen brød afgørende igennem som Euripides' ElektraStrøghus Teatret (1977), spillet med en hensynsløs tragisk styrke, som også senere har præget hendes spil i det klassiske og nyklassiske rollefag, i de senere år ofte parret med en smukt resigneret sødme, fx som Christine i Eugene O'Neills Sorg klæder ElektraDet Kongelige Teater (1991 og 1993), som Nina, der gennemlever syv faser af sit kvindeliv i O'Neills Sælsomt mellemspil (Det Kongelige Teater 1999), samt som Euripides' MedeaDet Danske Teater (1994), en rolle, hun havde spillet i Lars von Triers tv-version i 1988.

Kirsten Olesen kom 1979 til Det Kongelige Teater, hvor hun siden har spillet et meget omfattende repertoire fra klassikere som Shakespeare og Ibsen til moderne dramatikere som Lars Norén og Alan Ayckbourn.

Hendes ofte prisbelønnede talent rækker ind i karikaturkomedien, fx i Aleksandr Ostrovskijs En slyngels dagbog (1991) og fru Gruesen i Soyas Parasitterne (2004). På Det Kongelige Teater har hun spillet i det nyeste repertoire som fx Slobodan Snajders Slangehud (1998), Jess Ørnsbos Astma 5 (1999) og Astrid Saalbachs Det kolde hjerte (2002), men også som Mor Åse i Henrik Ibsens Peer Gynt (2001). I 1999 kunne hun vise sit talents fulde omfang som Nina Leeds, der i Eugene O'Neills skuespil Sælsomt mellemspil gennemlever syv faser i et kvindeliv.

Særlig på film og tv har Kirsten Olesen vist sig som en fortrinlig fremstiller af yngre kvinder fra vor egen tid, fx i filmen Honning måne (1978), som Agnes i tv-serien Matador (1978-82) og hotelejeren Alice Faber i tv-serien Hotellet (2000-02).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig