Kirsten Jacobsen - politiker

Faktaboks

Kirsten Jacobsen
født:
18. februar 1942
død:
2. december 2010

Kirsten Jacobsen, 18.2.1942-2.12.2010, dansk politiker. Kirsten Jacobsen fik sin uddannelse på et advokatkontor og blev 1970 statsautoriseret ejendomsmægler. Hun var MF for Fremskridtspartiet 1973-81 og 1988-2001; hun var medlem af Folketingets Præsidium 1990-96.

Kirsten Jacobsen var 1995-97 Fremskridtspartiets politiske leder, og ved valget 1998 var det hendes meget store personlige stemmetal, der sikrede, at partiet ikke kom under spærregrænsen.

Efter Mogens Glistrups genoptagelse i partiet samme år udmeldte hun og den øvrige folketingsgruppe sig i protest og dannede gruppen Frihed 2000. Fra februar 2000 stod hun uden for partierne, og ved valget i november 2001 forlod hun politik.

Kirsten Jacobsen har især markeret sig i enkeltsager inden for den finansielle sektor og boligsektoren, herunder realkreditinstitutterne.

I 2008 meldte Kirsten Jacobsen sig ind i Det Konservative Folkeparti.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig