Kinnekulle, plateaubjerg i Sverige ved Vänerns sydøstlige bred; højeste punkt er Högkullen (306 m). Bjerget har en terrasseret profil, der kan ses vidt omkring. Kinnekulle hviler på grundfjeld, der i perioderne Kambrium-Silur var dækket af hav; aflejringerne her er siden hærdet til sandsten, alunskifer, kalksten og lerskifer. Efter Silur er vulkanske bjergarter brudt op gennem lagfølgen og er størknet til kinnediabas, der har beskyttet lagene mod erosion. Bjerget rummer betydelige forekomster af bentonit, og 1930-46 produceredes brændselsolie på basis af alunskiferen. Den næringsrige jordbund har begunstiget en rig flora, og området er fredet.