King Kong

King Kong, amerikansk film fra 1933, skrevet og instrueret af Ernest B. Schoedsack (1893-1979) og Merian C. Cooper (1894-1973).

Filmen er en eventyrlig beretning om et filmhold, der på en sydhavsø finder kæmpegorillaen Kong. Aben betages af den unge kvinde, spillet af Fay Wray (1907-2004), fanges og bringes til New York. Her slipper den løs og spreder skræk og rædsel, inden den nedkæmpes på toppen af Empire State Building.

Filmen var skelsættende i kraft af Max Steiners gennemkomponerede musik, de suggestive dekorationer og Willis O'Briens (1886-1962) animerede miniaturer, og den fik stor indflydelse på science fiction-genren. Filmen er genindspillet to gange, i 1976 og af Peter Jackson i 2005.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig