Kina (sundhedsforhold)

Middellevetiden var 74,5 år for kvinder og 70,9 år for mænd i 2007. I 1960 var den anslået til 43 år samlet for de to køn. Spædbørnsdødeligheden er faldet fra 69 pr. 1000 levendefødte i 1970 til 31 i 1990'erne. Dog er den over dobbelt så høj i fattige regioner. Den årlige befolkningstilvækst i tiåret 1991-2000 anslås til 1,3% mod 1,8% i perioden 1971-80.

Mæslinger, røde hunde, difteri og polio er nu næsten udryddet efter velgennemførte vaccinationskampagner. Ca. 10% af befolkningen er smittebærere af leverbetændelse (hepatitis B), som bekæmpes med vaccination af spædbørn, behandling af blodprodukter og bedre hygiejne i sundhedsvæsenet. De to sidste foranstaltninger vil også nedbringe hyppigheden af den ligeledes blodoverførte hepatitis C, som findes hos en stor del af bloddonorerne.

Tuberkulose er fortsat et stort sundhedsproblem; i 1990 døde 360.000 heraf, og hyppigheden var 134 tilfælde pr. 100.000. Verdensbanken og WHO har derfor siden 1990 støttet et projekt til bekæmpelse af tuberkulose omfattende 550 mio. kinesere.

Kønssygdomme var tabuemne indtil de første erkendte aids-tilfælde i 1985. I 1994 var gonoré den tredjehyppigste infektionssygdom, og hyppigheden af chlamydia-infektioner er stigende. I 2000 accepterede regeringen, at aids var et alvorligt sundhedsproblem i Kina. Man angav, at 850.000 havde sygdommen, men internationale organisationer anslår, at det drejer sig om ca. 1,5 mio. I fattige dele af Kina har hiv-smitte bredt sig, bl.a. ved at betalte bloddonorer er blevet smittet ved anvendelse af usterile kanyler. Hiv-inficerede blodprodukter har derefter bragt hiv-smitte videre.

Bekæmpelse af infektionssygdomme samt stigende velstand og levealder har medført, at civilisationssygdomme som overvægt, hjerte-kar-sygdomme, kræft og sukkersyge (diabetes mellitus) er kommet til at spille en tiltagende rolle som sygdoms- og dødsårsager. Sygdomme forårsaget af ernæringsmangler bekæmpes med tilsætning af fx jod og B₁-vitamin til levnedsmidler. Fx er andelen af overvægtige børn under 15 år steget fra 15% i 1982 til 27% i 2000. For sukkersyge har der været tale om en foruroligende udvikling. I 1980 regnede man med, at 10 mio. havde sygdommen, mens man i 2002 anslår antallet til 30 mio. Et lignende antal skønnes at have forstadier til sukkersyge. I 1997 viste en undersøgelse i flere dele af landet, at 3,6% af alle kinesere i alderen 20-74 år havde sygdommen. Forekomsten i Beijing var 6%, mens den i 2002 anslås at være endnu højere i Hongkong og Shanghai.

Lægevidenskaben er delt i traditionel kinesisk og vestlig medicin, men efterhånden benyttes traditionelle behandlingsformer, både akupunktur og droger, i vid udstrækning sammen med vestlig behandling.

Centralregeringen udstikker de overordnede retningslinjer for sundhedsvæsenet, visse forebyggende foranstaltninger og lægeuddannelsen. Driften af sygehuse mv. påhviler de lavere administrationsniveauer; militæret og store statsejede foretagender, fx jernbanerne, har eget sundhedsvæsen. Næsten overalt i sundhedsvæsenet skal patienterne selv betale en væsentlig andel, hvorfor sygeforsikringsselskaber skyder op. Samtidig bliver der stadig flere private sygehuse og klinikker. I 1990 brugte Kina 3,5% af BNP på sundhedsvæsenet; heraf var 2,1% offentlige midler. Kina havde i 1993 9,4 læger og 6 sygeplejersker pr. 10.000 indb. samt et antal videreuddannede sundhedsarbejdere (se barfodslæger). Omkring 1990 var kapaciteten i sygehusvæsenet 25 senge pr. 10.000 indb.