Kina (geografi)

Kinas befolkningstal passerede i 2005 1,3 mia. Verdens største befolkning betyder samtidig verdens største arbejdsstyrke og største potentielle marked, men også et enormt pres på det fysiske miljø og naturresurserne. Kina har verdens største produktion af et stigende antal produkter, men en lav produktion pr. indbygger. Den store befolkning skaber endvidere problemer i form af utilstrækkelig fødevareforsyning, manglende beskæftigelse og lavt indkomstniveau.

Kinas første folketælling i 2 e.Kr. under Vestlige Handynasti afslørede en befolkning på 59,6 mio. indbyggere. Det svarede skønsmæssigt til en fjerdedel af verdens befolkning. Siden da har befolkningsudviklingen afspejlet dynastiernes kommen og gåen. I de store dynastiers (Tang og Ming) velmagtsdage svingede befolkningstallet omkring 60 mio. Dynastiernes fald var ledsaget af massakrer og sult, som reducerede befolkningstallet med en tredjedel eller helt op til halvdelen. Ca. 1740 regnes befolkningstallet til omkring 150 mio., mens det efter en kraftig vækst var på ca. 350 mio. i 1812. Ved Folkerepublikkens oprettelse i 1949 udgjorde Kinas befolkning på 541 mio. atter ca. en fjerdedel af verdensbefolkningen. Kinas andel af den samlede verdensbefolkning er dog faldende; den vurderes aktuelt (2007) til at udgøre ca. 22%.

På provinsniveauet er Kina i dag (2006) inddelt i 33 enheder, heraf 22 egentlige provinser, fem autonome regioner, fire byer og de særlige administrative regioner Hongkong og Macao.

Kun i Xinjiang og især i Tibet udgør minoriteter og ikke han-nationaliteten befolkningsflertallet.

Autonomi omfatter et begrænset selvstyre for kompakt beboede minoritetsområder. Autonomien gælder især det kulturelle område. Administrationen skal foregå på den største minoritets sprog, og guvernøren skal tilhøre samme minoritet, men det gælder ikke for første partisekretæren, der ofte er han. De privilegier, som er forbundet med tildelingen af status som autonomt område, er af betydning. Etbarnspolitikken gælder således ikke for minoriteter, og centralregeringen er forpligtet til at overføre omfattende økonomiske subsidier via statsbudgettet.

Under provinsniveauet findes 30 autonome distrikter og 120 autonome amter. I SV-Kina, hvor minoriteterne lever meget sammenblandet, er autonomien ofte udstrakt til flere minoriteter inden for samme autonome område.

Selve provinssystemet rummer en risiko for centralregeringens svækkelse, specielt i dynastiske nedgangsperioder. Pga. provinsernes størrelse kunne provinsguvernørerne udfordre centrets magt og tilegne sig mange af dets funktioner, herunder kontrollen over skatteopkrævningen. En parallel situation gør sig delvis gældende i dag, hvor de økonomiske reformer siden 1980'erne har ført til større økonomisk råderum for provinserne og tilsvarende svækkelse af centralregeringens indtægter.

Provinsernes relative selvstændighed forstærkes af Kinas fysiske struktur, der er skabt i to store geologiske foldeperioder. Tidligst dannedes de NØ-SV-gående bjerge, senest de øst- vest-gående bjerge. De to folderetninger udgør grænserne mellem en lang række bækkener og plateauer og danner baggrund for det skakbrætmønster, som provinserne udgør. Floder, grundlaget for sejlads og kunstvanding, udgør normalt ikke provinsgrænser, men er ofte provinsens kerneområde.

De fysiske barrierer mellem provinserne er tillige baggrunden for, at hver provins inden for en fælles kinesisk kulturramme har udviklet en særegen regional kultur, som fx kommer til udtryk i form af dialekt, køkken og håndværk.

Provinserne varierer kolossalt, hvad angår areal, befolkning og befolkningstæthed. De arealmæssigt set største provinser ligger uden for de tætbefolkede landbrugsregioner og på disses grænse, dvs. i Kinas vestlige periferi, der er præget af plateauer og højsletter: Xinjiang, Tibet, Indre Mongoliet, Qinghai, Sichuan, Heilongjiang, Gansu og Yunnan. De mindste enheder er, ud over de fire byer, de østkinesiske provinser, hvor de store flodsletter er det dominerende landskabstræk. Omvendt forholder det sig med provinsernes befolkning, idet flodsletteprovinserne, inklusive Sichuan, har den største og samtidig den tætteste befolkning. Befolkningstætheden varierer fra over 500 pr. km² i de østlige provinser ved Chang Jiangs nedre løb og på Den Nordkinesiske Slette til under 15 pr. km² i de vestlige såkaldte autonome områder Tibet og Xinjiang. Befolkningens fordeling understreger, at Kina fortsat domineres af et naturafhængigt selvforsyningslandbrug.

Folkerepublikkens befolkning er blevet talt ved fem tællinger: i 1953, 1964, 1982, 1990 og 2000. En stikprøvetælling i 2005 omfattede 1% af befolkningen. Derudover føres lokale befolkningsregistre, som hvert år akkumuleres på nationalt plan. Tællinger og registre peger på en stor befolkningstilvækst i 1950'erne og 1964-73 og en dæmpet tilvækst siden 1973. Der er flere årsager til væksten: et fald i dødsraten allerede fra 1949 som resultat af en vellykket sundhedspolitik, den traditionelle forkærlighed for drengebørn, som primært skyldes, at pigebørn giftes væk og derfor gør mindre nytte til sikring i alderdommen, og endelig den svingende befolkningspolitik, idet en stor befolkning i perioder betragtedes som et aktiv for landets udvikling. Dødsraten faldt fra 20‰ i 1949 til 11‰ i 1957 og fortsatte sit fald fra 1962 til 1976, da den for første gang kom under 7‰. Siden da har den ligget mellem 6 og 7‰. Fødselsraten har, bortset fra perioden Det Store Spring Fremad 1958-60, ligget over 30‰ til og med 1971. Først derefter begyndte det fald i fødselstallet, som betyder et fald i den naturlige tilvækst. Med et fødselstal i 2005 på 12,4‰ og en naturlig tilvækst på 5,9‰ ligner Kina demografisk mere et iland end et uland.

Under Det Store Spring Fremad skete en midlertidig drastisk stigning i dødsraten, mens fødselstallet faldt. Resultatet blev en negativ naturlig tilvækst i 1960. Baggrunden var udbredt hungersnød forårsaget af tre års naturkatastrofer og forfejlet økonomisk politik. Katastrofen er en af de værste i moderne tid, men alligevel lykkedes det den kinesiske regering at skjule dens omfang for omverdenen i næsten 20 år. Det skønnes, at der 1958-61 døde 25-30 mio. flere mennesker og blev født 30-35 mio. færre mennesker end under normale forhold.

Selvom fødselstallet har været faldende siden 1970'ernes begyndelse, betyder det store befolkningstal, kombineret med de store fødselsårgange fra Kulturrevolutionen i slutningen af 1960'erne, at den årlige tilvækst fortsat vil være stor. Siden 1990 er Kinas befolkning gennemsnitlig vokset med 12,8 mio. om året, sammenlignet med 13 mio. i 1950'erne.

For at bremse befolkningsvæksten har den kinesiske regering fire gange siden 1949 igangsat familieplanlægningskampagner: 1956-58, 1962-66, 1971-79 og etbarnskampagnen fra 1979, der først blev lempet generelt i slutningen af 2015, hvorefter alle gifte par med virkning fra 1.1.2016 kan få to børn.

Først den tredje kampagne fik afgørende succes, selvom dens kvantitative mål ikke blev nået. Kampagnen blev igangsat under mottoet senere, længere, færre: dvs. senere ægteskaber, længere tidsrum mellem fødslerne og færre børn.

Med etbarnskampagnen blev befolkningspolitikken strammet. Målet var at reducere antallet af børn pr. familie til et barn inden år 1985 og fastholde dette mål indtil år 2000. Derefter skulle antallet af børn pr. familie gradvis stige til 2,16 (reproduktionstallet), således at Kina i år 2070 kunne have en lav og stabil befolkning på 700 mio., en størrelse, der er i bedre overensstemmelse med landets belastede naturgrundlag. Ifølge kinesiske demografer har familieplanlægningspolitikken i 35-års-perioden 1971-2005 betydet op mod 400 mio. færre fødsler. Men den lange "bremselængde" betyder, at Kinas befolkning først vil toppe hen imod år 2050 med en samlet befolkning på omkring 1,5 mia.

Befolkningspolitikken var indtil 2001 et provinsanliggende. Grundlæggende var etbarnspolitikken fortsat gældende, specielt i byerne, men for at tilgodese hensyn til nødvendig arbejdsstyrke og ældreomsorg specificerede den lokale lovgivning en række undtagelser for landdistrikterne. På landet var det således tilladt et par at få barn nummer to i følgende tilfælde: Såfremt parrets første barn var en pige (19 provinser), såfremt begge parter var enebarn (27 provinser), såfremt første barn var handicappet og ikke kunne deltage i normalt fysisk arbejde (31 provinser).

Kinas familieplanlægningspolitik har sat sig spor i form af over 80 mio. enebørn, men samtidig finder stadig flere unge det i deres karrierebestræbelser ikke ønskeligt at sætte børn i verden. En væsentlig bekymring er virkningen af etbarnspolitikken på børneopdragelsen: en forkælet generation af "prinser og prinsesser" er vokset frem.

Kønsfordelingen udviser en overvægt af hankøn, hvilket har været almindeligt gennem Kinas historie, men er usædvanligt globalt set. Ved tællingen i 1953 var kønsrelationen 107,6 mænd pr. 100 kvinder. Forøgelsen af den gennemsnitlige levealder, fra 34 år før 1949 til over 68 siden 1986, burde medføre en mere lige kønsfordeling, da kvinders gennemsnitlige levealder er højere end mænds. Den skæve kønsfordeling med et flertal af mænd (106,7 pr. 100 kvinder) har imidlertid ikke ændret sig synderligt mellem de to folketællinger fra 1990 til 2000, men kønsfordelingen ved fødslen har udviklet sig faretruende skævt til 117,9 drengebørn pr. 100 pigebørn. Etbarnspolitikken som sådan har næppe direkte bidraget til den forværrede kønsfordeling, men snarere tilbagekomsten af familiebrug og det traditionelle kongfuzianske værdisystem med dets vægt på drengebørn, kombineret med en svækkelse af landdistrikternes kollektive sikringssystem tillige med introduktion af scanningsteknologien, som har muliggjort øget kønsselektiv abort. Ifølge vestlige forskere betyder den skæve kønsfordeling, at Kina manglede 35 mio. kvinder i 1990, hvilket svarer til 6,3% af det faktiske antal kvinder. De tilsvarende tal var i 2000 steget 41 mio. og 6,7%.

Alderssammensætningen ændres kraftigt med det faldende fødselstal, og 7,7% af befolkningen er nu over 65 år. De nationale data dækker over store regionale forskelle; udviklingen er længst fremme idet østlige Kina, specielt i de store byer på østkysten. Det skaber et finansielt problem i form af pensionsmidler og et bolig- og pasningsproblem, idet flere og flere ældre lever i egen husstand.

I Kinas lange feudale periode var byernes væsentligste funktion politisk: at være centre for den administrative og militære magt. Byerne var muromkransede, og dynastiernes skiftende hovedstæder havde nær ved eller over 1 mio. indbyggere.

Med vestmagternes indtrængen fra 1840 begyndte den moderne byudvikling, hvor industri, handel og transport blev byskabende funktioner. Byer langs østkysten blev centre for udenlandsk kapital og voksede hurtigt, mens byer i indlandet sygnede hen. Shanghai udviklede sig i denne periode til Kinas største by. I NØ-Kina opbyggede japanerne i 1930'erne i det daværende besatte Manchukuo en lang række sværindustribyer, der skulle tjene som udgangspunkt for en fortsat japansk ekspansion i Østasien.

Ved kommunisternes magtovertagelse i 1949 havde landet otte millionbyer, hvoraf hovedparten lå enten ved kysten (Shanghai, Beijing, Tianjin, Guangzhou, Nanjing) eller i NØ-Kina (Shenyang), mens kun to lå i indlandet (Chongqing, Wuhan).

Fra 1949 til 2005 er Kinas urbaniseringsgrad steget fra 11% til 43%. Selvom urbaniseringsgraden i en lang periode, fra 1962 til 1978, lå på et lavt og stabilt niveau, 17-18%, var også denne periode præget af omfattende vandringer mellem land og by. Regeringens middel til at kontrollere vandringen fra land til by er husstandens registerstatus som enten landbrugs- eller ikke-landbrugsbefolkning, en registrering, som blev indført i 1957. Kun tildeling af status som ikke-landbrugsbefolkning gav tilladelse til permanent ophold i en by og dermed adgang til byernes handelskorn.

Perioden 1950-57 var præget af stærk byvækst som resultat af genopbygning og planlagt industrialisering med vægt på sværindustri. Byer i indlandet blev udvalgt som vækstpoler, fx Harbin (nordøst), Baotou (nord) og Lanzhou (nordvest). Industrialiseringskampagnen under Det Store Spring Fremad 1958-60 betød en voldsom indstrømning af bønder til byerne. I den efterfølgende økonomiske krise 1961-63 måtte skønsvis 26 mio. byboer flytte til landdistrikterne dels for at afskaffe byernes arbejdsløshed, dels for at lette bøndernes byrde med at forsyne byerne med handelskorn.

Kulturrevolutionens kampagne op i bjergene og ud i landsbyerne fra midten af 1960'erne betød en omfattende udvandring fra by til land af kadrer og intellektuelle (xiafang). Men samtidig skete en omfattende rekruttering af bønder som kontraktarbejdere til byerne. Da de bibeholdt deres husstandsstatus som bønder, udgjorde de en kilde til billig arbejdskraft. I forventning om en tredje verdenskrig blev industri- og byudvikling prioriteret højt i Kinas strategiske bagland, specielt i sydvest: Chengdu, Kunming og Guiyang, den såkaldte tredje front-opbygning 1965-71.

Med de økonomiske reformer fra 1979 skete en kraftig byvækst og ændring af vandringsmønsteret mellem provinserne: fra indlandet tilbage mod kystregionen. Den åbne dørs politik med vægt på markedsøkonomi og etablering af økonomiske zoner og åbne kystbyer betød en opprioritering af de forbrugsvareproducerende kystbyer, bl.a. Shanghai, Guangzhou, Fuzhou, Beijing og Tianjin. De unge fik tilladelse til at vende tilbage til storbyerne. Vandringen fra land til by tog til i et hidtil uset omfang. I 2005 omfattede kategorien flydende befolkning 147 mio. mennesker; det er den mobile del af befolkningen, som lever i byerne uden at have husstandsstatus som ikke-landbrugsbefolkning: bondearbejdere på kontrakt, handelsfolk, tjenestepiger, arbejdsløse og hjemløse.

Antallet af millionbyer er steget voldsomt, fra 19 i 1978 til 127 i 2003 (beregnet på basis af ikke-landbrugsbefolkningen). Men tallet er misvisende, idet mange byer med administrativ status på distriktsniveau siden 1978 ikke blot omfatter en række amter, men tillige ofte en række mindre byer. Det reelle antal millionbyer er snarere 49 (2003), hvoraf 29 ligger i de 12 kystprovinser.

Samtidig har reformerne ført til en genoplivning af landdistrikternes små byer, dels 20.000 anerkendte byer, hvor en del af befolkningen har ikke-landbrugsstatus, dels over 50.000 markedsbyer, som beskæftiger mere end 100 mio. bønder. De små byer er centre for kollektivt og privat ejet industri og engros- og detailhandel. Den rurale urbanisering, der er et unikt kinesisk udviklingstræk, skal bidrage til at beskæftige de flere hundrede mio. bønder, der frisættes via landbrugets effektivisering, men på en måde som begrænser storbyudviklingen.

Befolkningspresset i Kina er så stort, at det er svært at finde en plet, som ikke er modificeret af menneskelig aktivitet. Der er meget lidt jomfruelig jord og primær vegetation tilbage.

Kinas klima er domineret af monsunens årstidsbestemte vind- og nedbørsskift. Om vinteren blæser nordvestmonsunen fra det sibiriske kuldehøjtryk og giver kulde og tørke. Om sommeren derimod betinger det indiske varmelavtryk over fastlandet og de maritime højtryk over Stillehavet og Det Indiske Ocean, at den varme og fugtige sommermonsun blæser ind over land.

Nedbørsbæltets lokalisering er snævert forbundet med sommermonsunens ankomst og tilbagetrækning. Hvor sydøstmonsunen dominerer, begynder regntiden i begyndelsen af april i Sydkina, i begyndelsen af juni i Centralkina og i begyndelsen af juli i Nord- og Nordøstkina. Monsunen trækker sig hurtigt tilbage i slutningen af august eller begyndelsen af september. I SV-Kina, hvor sydvestmonsunen dominerer, begynder regntiden i slutningen af maj og slutter først i oktober, når monsunen hurtigt trækker sig sydpå.

Kinas store nord-syd-udstrækning betyder, at landet omfatter tre klimazoner: det kontinentalt tempererede Nordkina og det subtropiske og tropiske Sydkina. Sydgrænsen for det tempererede Nordkina følger Qin Ling-bjergene, der fungerer som værn mod de kolde nordlige vinde, og Huai He længere mod øst. Kun den allersydligste del af Guangdong tillige med Hainan og Taiwan ligger i den tropiske zone. Samtidig betyder den store øst-vest-udstrækning og Himalayas effektive barriere, at monsunen ingen virkning har i det aride NV-Kina, hvor stepper og ørken dominerer.

I januar er temperaturforskellene fra nord til syd ganske store, 1,5 °C for hver breddegrad, fra −30° i det nordlige Heilongjiang til +20° på det sydlige Hainan. I juli er forskellen mellem nord og syd langt mindre, kun 0,2° for hver breddegrad. De fleste steder i Kina har en gennemsnitlig julitemperatur på 20-28°. Undtagelsen er det kolde Tibetanske Plateau, hvor julitemperaturen ligger på 4-12°. Varmest er der ved Chang Jiangs mellemste og nedre løb og i Turfanbækkenet i Xinjiang, hvor den højeste temperatur på 47,6° er målt. Storbyerne Chongqing, Wuhan, Changsha og Nanjing ved Chang Jiang kaldes om sommeren "de fire ovne".

I de fleste områder er årsnedbøren koncentreret til sommermånederne. Kun Altajbjergene og Ilidalen i Xinjiang, som er præget af vestenvindsbæltets vandrende lavtryk, har en jævn nedbørsfordeling på alle årstider. Den største nedbørsmængde falder på østkystens bjerge med mere end 1500-2000 mm om året, mens den mindste mængde på under 50 mm falder i Taklimakan-ørkenen mod nordvest.

Variationen i den årlige nedbørsmængde er stor. Dette medfører tilbagevendende tørke- og oversvømmelseskatastrofer, som Kinas historie er så fuld af. Til trods for omfattende vandreguleringsarbejder vil landbruget altid være meget naturafhængigt, og faste produktionsmål vil være vanskelige at opfylde.

Kina havde i 2005 verdens fjerdestørste økonomi, og væksten i økonomien er betragtelig større end i de fleste ilande. Men med et skønnet BNP pr. indb. på 1100 dollar (2003) er Kina nået op i gruppen af lavere mellemindkomstlande.

I 2004 beskæftigede de sekundære erhverv (minedrift, industri og byggeri) 169 mio., svarende til 23% af arbejdsstyrken, og bidrog med 46% af BNP. De store statsejede virksomheder udgør fortsat rygraden, men de øvrige ejendomsformer, kollektive, private og udenlandske, vinder stadig mere terræn. Af speciel betydning er landdistrikternes industrialisering.

Før 1949 opstod industrien hovedsagelig som resultat af verdensmarkedets behov. Industrien omfattede tre sektorer, som ikke havde megen forbindelse med hinanden: den udenlandske, den moderne nationale og den traditionelle. Den udenlandske sektor, som var langt den største, omfattede to områder: traktathavnene 1842-1936 og Manchuriet 1932-45. Efter afslutningen af Opiumkrigen i 1842 opnåede vestmagterne, med England som dominerende nation, territorielle rettigheder på Kinas kyst i form af traktathavne. Shanghai og Canton (Guangzhou) blev de vigtigste investeringsområder. Industrien omfattede hovedsagelig forbrugsvarer, tekstiler, fødevarer og drikkevarer, som enten konsumeredes lokalt eller eksporteredes. Med Japans besættelse af Manchuriet i 1932 påbegyndtes en sværindustriel opbygning med våbenproduktion som det centrale. Manchuriet og Korea skulle være sværindustrielle centre i det ekspanderende Storjapan. Industrialiseringens grundlag var de rige forekomster af kul og råjern og tilvandrende kinesisk arbejdskraft. Hovedcentrene blev Shenyang (maskiner), Fushun (kul) og Anshan (jern og stål). En nationalt ejet industri opstod primært i kystprovinserne, men uden for traktathavnene. Det nationale borgerskab satsede primært på forbrugsvarer, men varerne blev især solgt på det nationale marked i baglandets byer. Japans angreb på det egentlige Kina medførte, at en stor del af den nationale industri flyttede til Chongqing i Sichuanprovinsen, hvor Guomindangregeringen etablerede sin hovedstad 1938-46. Hovedparten af Kina domineredes af den traditionelle sektor, hvor byernes håndværksproduktion betjente den lokale overklasse.

Industripolitikken efter 1949, herunder prioriteringen af brancher og valg af lokalisering, har været meget omskiftelig. 1949-57 var præget først af genopbygning og dernæst iværksættelse af Kinas første femårsplan 1953-57 med sovjetisk bistand og efter sovjetiske planprincipper. Sværindustri fik høj prioritet med jern- og stålindustri, kulbrydning, elkraft og maskinindustri som centrale brancher, og en lang række industricentre blev påbegyndt i Kinas indre, især Nord- og Nordvestkina, bl.a. Baotou, Luoyang, Zhengzhou, Lanzhou, Ürümqi. Flagskibene blev nye jern- og stålværker i Wuhan og Baotou.

Det Store Spring Fremad, som betød et brud med sovjetisk planlægningspraksis, var præget af en decentralisering af statsejede virksomheder fra det centrale til provinsniveauet og igangsætning af lokalindustri på niveauer under provinsen: præfekturer, amter og folkekommuner. Mest omtale fik massekampagnen for produktion af råjern og stål, både i by og på land. Politikken "at gå på to ben" endte i kaos, bl.a. fordi råjernet fra de små højovne var ganske uegnet til stålproduktion. I en kort justeringsperiode 1961-63 recentraliseredes virksomhederne, investeringstempoet blev sænket, urentable virksomheder lukket, og produktion af forbrugsvarer opprioriteret.

Kulturrevolutionen 1966-76 var præget af skiftende strategier, som fik betydning for sektorvalg og lokalisering. Et egentligt fald i industriproduktionen fandt kun sted i periodens mest kaotiske del, 1967-68. Mest markant er opbygningen af den såkaldte Tredje Front fra 1964. I forventning om en tredje verdenskrigs udbrud, hvor både USA og Sovjetunionen kunne være den angribende part, satsede centralregeringen på en massiv opbygning af ny industrikapacitet i SV-Kina med centrum i Sichuan. Tredje Front-opbygningen bestod af store og mellemstore virksomheder, især inden for sværindustri og mange med militær produktion, hvoraf flere blev anlagt i bjergområder. Produktionsudstyret var nationalt fremstillet, og opbygning og produktion blev overvåget af eksperter og arbejdere fra kystområdet. Panzhihua jern- og stålværk i den sydøstligste del af Sichuan var det største projekt. Samtidig anlagdes jernbanelinjer mellem provinshovedstæderne i SV-Kina.

Fra 1971 decentraliseredes atter en gang en række af de statslige virksomheder fra det centrale til provinsniveauet, og der blev lagt vægt på opbygning af små lokale virksomheder. Mest kendt blev satsningen på de såkaldte Fem Små Industrier, små statsejede virksomheder på amtsniveau med følgende sværindustrielle komponenter: energiproduktion fra kulminer og vandkraftværker, jern- og stålproduktion, cementproduktion, kunstgødningsproduktion og produktion og vedligeholdelse af landbrugsmaskiner.

Et tredje træk ved perioden var interessen for import af avanceret vestlig teknologi, symboliseret ved køb i 1973-74 af 13 store kvælstofgødningsanlæg fra Japan, USA, Holland og Frankrig. Endnu en købsbølge påbegyndtes i 1978. Virksomhederne, som lokaliseredes i en lang række provinser, hvoraf hele fire i SV-Kina, understregede centralregeringens vægtning af selvforsyning med korn.

Deng Xiaopings økonomiske reformer fra 1979 betød et radikalt kursskifte med markedsøkonomiske eksperimenter og åbning for udenlandske investeringer og teknologi. I 1979 oprettede centralregeringen fire specielle økonomiske zoner (frizoner) i provinserne Guangdong (Shenzhen og Zhuhai) og Fujian (Xiamen og Shantou). Zonerne, som er beliggende over for Hongkong, Macao og Taiwan, skulle trække kapital fra netop de territorier, som betragtes som dele af Kina, for gradvis at integrere dem i den kinesiske økonomi. Øen Hainan blev i 1989 den femte specielle økonomiske zone. I 1984 åbnede Kina 14 kystbyer for udenlandske investeringer. Siden da er der i hovedparten af storbyerne blevet oprettet højteknologiske udviklingszoner, hvor udenlandske virksomheder kan investere under favorable vilkår. Den mest betydningsfulde investeringszone, Pudongområdet i Shanghai, blev etableret i begyndelsen af 1990'erne.

Kina var i 2004 det land i verden, som absorberede mest udenlandsk kapital, i perioden 1979-2004 i et omfang af 562 mia. dollar. De udenlandsk finansierede virksomheder talte i 2004 godt 242.000 med en arbejdsstyrke på 10,33 mio., og de bidrog med 57% af Kinas udenrigshandel. Omkring 70% af virksomhederne er industri, især inden for tekstil, elektronik, telekommunikationsudstyr, maskin- og kemisk industri. Indtil 1992 kom investeringerne især fra Hongkong, Taiwan og Macao, og virksomhederne var små og arbejdsintensive, men siden da har de store, højteknologiske og transnationale selskaber fra Japan, USA og EU spillet en stadig voksende rolle. 86% af de udenlandske investeringer er foretaget i kystprovinserne.

De økonomiske reformer bidrager til en ny national arbejdsdeling og en genskabelse af det skæve Kina fra før 1949, da kystprovinserne også udgjorde landets dynamo. Den større finansielle selvstændighed til virksomheder og provinser betyder større koncentration af de økonomiske aktiviteter til østkysten og mindre vægt på omfordeling til gunst for det mindre udviklede indland. I kystregionen lægges vægt på at opbygge videns- og teknologiintensiv produktion og fremstilling af forbrugsvarer af høj kvalitet, inklusive produkter til det oversøiske marked. Målsætningen er dobbelt: dels at opnå adgang til verdensmarkedet, dels at bidrage teknologisk til udviklingen af Kinas indre.

Centralregeringen har brug for en hurtig udvikling af de indre provinser, bl.a. fordi hovedparten af landets mineralske forekomster, herunder energiresurser, er beliggende her. Siden den 8. femårsplan 1991-95 har den kinesiske regering slået til lyd for en opprioritering af udviklingen i landets indre, fra 1999 i form af udviklingsprogrammet "Den store udvikling af Vestregionen", et grandiost statsligt forsøg på at rette op på den markedsøkonomiske skævvridning af landet. Et væsentligt formål med udviklingsstrategien er at få gang i udnyttelsen af vestregionens enorme naturresurser, især energikilder, og få opbygget regionens infrastruktur, i form af veje, jernbaner, olie- og gasrørledninger, kraftværker og elnet, dvs. projekter som også skal gavne kystregionens udvikling inden for et fælles nationalt marked. Et eksempel er Xinjiang, Kinas nordvestligste provins. For at accelerere udviklingen forsøges med en såkaldt dobbelt åbning, dels mod kystprovinserne og vestlig kapital, dels mod de nye, muslimske nabostater, som opstod efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Udenlandske olieselskaber inviteres til at udvinde provinsens rige forekomster af olie og naturgas, som skal være råstof i en lang række nye petrokemiske virksomheder. Der handles med varer over grænserne til Kasakhstan, Kirgisistan osv., især forbrugsvarer, hvoraf mange stammer fra kystprovinserne, og mange går transit til det store russiske marked. Der forhandles om fælles økonomiske udviklingszoner på grænsen mellem Xinjiang og nabostaterne. Åbningen mod grænsestater gælder for alle Kinas grænseprovinser. Men selvom strategien giver en saltvandsindsprøjtning, så forløber udviklingen fortsat meget hurtigere i kystprovinserne end i landets indre.

Kinas økonomi er stærkt afhængig af kul, der tegner sig for ²/₃ af landets energiforbrug. Landet har verdens tredjestørste kulreserver, men selvom Kina siden 1989 har haft verdens største kulproduktion, kan den samlede energiproduktion ikke følge med efterspørgslen. Som resultat af energimangel producerer de fleste virksomheder under deres kapacitet, og borgerne må leve med minimal og uregelmæssig boligopvarmning om vinteren. Kul produceres i både store, nationalt kontrollerede miner, lokale statsejede miner og små kollektivt og privat ejede miner. Produktionen fra de små miner foregår med primitivt produktionsudstyr og under kritisable arbejdsvilkår med enormt høj ulykkesfrekvens. Som resultat af de store miljøproblemer lukkes flere og flere af de små miner. Hovedparten af kullene er af høj kvalitet med lavt svovlindhold, men da størstedelen af dem bruges urenset, bidrager kulforbruget stærkt til miljøforureningen. Omkring 80% af reserverne findes i Nordkina, specielt i provinserne Shanxi, Indre Mongoli, Shaanxi og Xinjiang. Da hovedparten af forbruget finder sted i det østlige Kina, transporteres store kulmængder mod øst og syd, omkring 85% med tog. Kultransport lægger beslag på ca. 40% af jernbanernes fragtkapacitet og bidrager dermed stærkt til nettets overbelastning.

Kina, som i 1949 havde en ubetydelig olieproduktion, har siden 1990'erne været verdens femtestørste producent. Indtil begyndelsen af 1960'erne foregik produktionen i små og fjernt beliggende felter i Nordvestkina, især Xinjiang og Gansu. Vendepunktet blev opdagelsen i 1959 af Daqing-oliefeltet i provinsen Heilongjiang, der i dag fortsat er Kinas vigtigste oliefelt, men med en produktion, der er begyndt at falde. Andre felter er Shengli i Shandong og Liaohe i Liaoningprovinsen. Begge ligger ved og fortsætter ud i Bo Hai-bugten. Udenlandske selskaber bidrager til efterforskningen efter offshore-oliefelter, især i Det Østkinesiske og Sydkinesiske Hav. Indtil videre har offshore-produktionen ikke været den store succes, men dens bidrag til den samlede produktion har været stigende og nåede 18% i 2004. Forventningerne er store til de nyopdagede oliefelter i de store indlandsbækkener, især Tarim og Dzungariet i Xinjiang. De store mængder ørkensand udgør i dag ikke en teknisk hindring for udnyttelse. Med hjælp fra udenlandske selskaber udgjorde Xinjiangs olieproduktion i 2004 13% af den nationale. Kinas stærke økonomiske vækst har betydet, at landet i stigende omfang deltager i jagten på klodens oliekilder. I 2005 var Kina med en råolieimport på 127 mio. t verdens tredjestørste importør, efter USA og Japan. Importen nærmer sig dermed omfanget af den nationale olieproduktion (181 mio. t i 2005).

Kina har siden 1994 været verdens næststørste producent af elkraft, men produktionen pr. indbygger er meget beskeden. Bidraget fra de termiske (kul- og oliefyrede) kraftværker udgjorde i 2004 83%, fra vandkraftværker 15% og fra kernekraftværker beskedne 2%. De største vandkraftværker er bygget i det centrale og vestlige Kina, især på selve Chang Jiang, dennes bifloder og Huang Hes øvre løb. Interessen koncentrerer sig om det snart færdiggjorte, stærkt omdiskuterede Sanxia (De Tre Slugter), der med en samlet effekt på 17,68 GW bliver verden største vandkraftværk. Kina har tillige opført over 27.000 små landsbyejede vandkraftværker, der med en samlet effekt på næsten 10 GW (1995) leverer hovedparten af den anvendte strøm i en stor del af landets landsbyer. I 2005 fandtes kun to civile kernekraftværker i Kina, det kinesisk konstruerede Qinshan-værk i Zhejiang og Daye-værket i Guangdongprovinsen, et fransk-kinesisk samarbejdsprojekt. Antallet af generatorer ved de to værker er gradvist vokset til ni. Men en lang række kernekraftværker er planlagt i den energihungrende kystregion, herunder i Liaoning, Shandong og Fujian. Det forventes, at kernekraftens andel af elkraftkapaciteten vil stige til 4% i 2020.

Vækstraten i Kinas industriproduktion har siden 1949 hørt til blandt verdens højeste. Inden for et bredt spektrum af varer er Kina efterhånden blevet verdens største producent. Det gælder eksempelvis halvfabrikata som stål (største producent i 1996), byggematerialer som cement, produktionsmidler til landbruget som kvælstofgødning, transportmidler som motorcykler og cykler og forbrugsvarer som bomuldstekstiler og tv-apparater. På nogle områder er produktionen kommet sent i gang, men er nu inde i en kraftig udvikling, fx produktion af skibe og personbiler. I 2004 var Kinas bidrag til verdensøkonomien på 4,3%, men landet forbrugte eksempelvis 30% af verdens kul og 27% af verdens jern og stål. Men inden for alle områder er pr. capita-produktionen fortsat lav, og for de fleste forbrugsvarers vedkommende vil pr. capita-forbruget næppe nogen sinde nå det nuværende niveau i Vesten — svælget mellem eksisterende resurser og den kinesiske befolknings størrelse er simpelthen for stort.

• Kina