Kinas forhistorie

De første spor af menneskelig aktivitet i Kina er primitive stenredskaber fra ældre palæolitikum. Som det ældste menneskefund regnes et fragment af en underkæbe fra hulen Longgupo ved Wushan; dets alder er beregnet til 1,8 mio. år. Omkring 1 mio. år gammelt er kraniet fra Lantian i Shanxi. Et vigtig fundsted er grotterne i Zhoukoudian nær Beijing, som især er berømte for fundet af Pekingmennesket, som levede for ca. 500.000 år siden. Disse tidlige menneskefund tilhører alle Homo erectus. Det er usikkert, hvornår forløberen for det moderne menneske, arkaisk Homo Sapiens, dukkede op i Kina, men det kan have været så tidligt som for 200.000 år siden. Befolkningen i den ældste stenalder levede som jægere og samlere og kendte til brug af ild. Flere typer af sten- og benredskaber samt smykker af dyreknogler og muslingeskaller er fundet i grave fra den yngre palæolitikum ved Zhoukoudian, ca. 16.000 f.v.t.

De første spor af landbrug og bosættelse i landsbyer er fra omkring 7000 f.v.t. I det nordvestlige Kina var hirse den vigtigste afgrøde, mens ris dominerede i syd og sydøst. I begge områder var svinet og hunden de ældste tamdyr, senere fulgt af vandbøffel, okse og får. Stenredskaberne blev mere specialiserede og forfinede, og keramik blev almindeligt udbredt. En del af keramikken blev dekoreret, oftest med malede geometriske mønstre, men fugle, dyre- og menneskefigurer forekommer også. Figurmønstrene kan tyde på, at religionen var animistisk. Bopladserne lå ved floder og kyster og var beskyttet først af grøfter og senere af volde eller palisadeværk. I nord lå husene halvt nedgravede i grupper omkring et centralt hus. Senere blev vigtige bygninger placeret på forhøjninger. Grupperingen af huse tyder på, at det kinesiske klansystem allerede var under opbygning. I syd var pælehuse udbredt.

Der var to hovedkulturer: en central-vestlig ved floden Huang He og bifloden Wei He og en øst-sydøstlig langs østkysten. Yangshao-kulturen ved Wei He er berømt for sit malede lertøj. Den tidlige fase (indtil 4300 f.v.t-) kendes fra Banpo ved Xi'an med en senere udløber i Miaodigou (ca. 3900 f.v.t.) ved Huang He. Yangshao bredte sig, formodentlig sidst i 3000-tallet f.v.t., mod nordvest til Majiayao og videre til Banshan (ca. 2800-2500 f.v.t.) og Machang (ca. 2500 f.v.t.) i Gansuprovinsen. I syd kendes en tidlig kultur fra Hemudu (ca. 5000) nær Hangzhou med træhuse, fint lertøj og fremstilling af jadegenstande.

I den østlige provins Shandong har man fundet spor efter Dawenkoukulturen (ca. 4300-2400 f.v.t.). En senere kultur, Liangzhu (ca. 3300-2250 f.v.t.), i områderne omkring Hangzhou og Shanghai har særlig fint forarbejdede jadegenstande. Fra den senere del af stenalderen kendes Longshankulturen (ca. 3000-1700 f.v.t.) i Shandong, som bl.a. fremstillede ekstremt tyndt, sort lertøj. I denne periode voksede bopladserne i størrelse og kunne være omgivet af massive jordvolde. Fund af pile- og spydspidser tyder på fremkomsten af mere krigeriske samfund, der kæmpede om bopladser og jagt- eller landbrugsområder. Samtidig blev dyrkelse af fallossymboler almindelig i modsætning til tidligere tiders dyrkelse af kvindefigurer med fremhævede bryster og kønsorganer.

Bronzealderen indledtes ca. 2000 f.v.t., og samtidig begyndte udviklingen af statsdannelser. Den første bronzeproducerende kultur var Erlitou i provinsen Henan.