Kimæren fra Arezzo

Kimæren fra Arezzo, 65 cm høj etruskisk bronzestatue af en kimære, udført ca. 500-300 f.Kr.

Statuen blev fundet i Arezzo i 1553 og blev opstillet i Cosimo 1. Medicis samling i Firenze. Her skulle den illustrere Giorgio Vasaris tese om den etruskiske skulpturs overlegenhed i forhold til den romerske og blev dermed et politisk symbol for det florentinske fyrstehus.

Kimæren blev berømt blandt datidens lærde, og især den etruskiske indskrift på det højre forben (TINSCVIL, en dedikation til guden Tinia) blev ivrigt studeret. I dag findes den i Museo Archeologico i Firenze.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig