Kilkis

Kilkis, græsk amt og by i den nordlige region Makedonien. Hovedbyen Kilkis med 18.958 indb. (2001) ligger 35 km nord for Thessaloniki på den frugtbare centralmakedonske slette.

Amtet på 2519 km2 og med 89.056 indb. (2001) er i øst og vest dækket af bjerge beklædt med ege-, pile- og nåletræer. Den centrale del er dækket af frugtbart lavland og den store flod Axios, der har mange bifloder, der skaber grundlag for omfattende kunstvandingssystemer.

Det samlede landbrugsareal er 1290 km2, hvorpå der dyrkes store mængder hvede og majs samt tomater, bomuld, tobak, kartofler, ferskner, æbler, druer, solsikker og nødder. Der er en betydelig kvægavl med produktion af mælk, ost og kød. Landbruget er den vigtigste indtægtskilde.

Industrien er beskedent udviklet med få større virksomheder inden for beklædning, fødevarer og ikke-metalliske mineraler. Der er en betydelig produktion af vin fra byen Goumenissa. Turismen er meget lidt udviklet, og klimaet er kontinentalt med kolde vintre.

Under 2. Verdenskrig var Kilkis besat af Bulgarien 1941-44, der gennemførte en omfattende og brutal bulgarisering af befolkningen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig