Kielstrup Sø

Kielstrup Sø, 41 ha stor sø ved landsbyen Kielstrup på nordbredden af Mariager Fjord. Søen er en tidligere vig af Mariager Fjord, afskåret fra denne ved en strandvold og en utæt klapsluse. Kielstrup Sø ligger i et jordfaldshul mellem morænebakkerne, der med stejle skrænter rejser sig 30-60 m over vandoverfladen. Dybden når ned i 3,5 m nær østbredden.

Faktaboks

etymologi:
Stednavnet kendes fra 1440 som Kelstrup Søe, ved Kielstrup, 1429 Kyelstrop, af mandsnavn Ketil, Keld og -torp 'udflytterby'; søen har tidligere heddet Hov.

Pga. forholdsvis rent vand i tilløbet fra Karlsmølle Bæk har søen et rigt dyre- og planteliv. De omgivende bakker er bevokset med skov og enebærkrat, stedvis med lyng. I alt 410 ha af søen med omgivelser er fredet 1962-66.

Umiddelbart øst for det fredede område ligger det idylliske fiskerleje Stinesminde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig