Khyberpasset, Khaiber Pass, vigtigt bjergpas mellem Pakistan og Afghanistan. Passet ligger i 1100 m højde mellem Kabul og Peshawar. Østfra begynder selve pasvejen 18 km fra Peshawar; herfra slynger en gammel og en ny serpentinevej sig ind mellem de tørre bjerge til Shagaifortet, bygget af briterne, og videre til Ali Masjid, passets smalleste sted med fort og moské. Herfra udvider dalen sig mod det højeste punkt, Landi Kotal, og grænsebyen Torkham. Passet havde meget stor strategisk betydning i de britisk-afghanske krige og generelt for Britisk Indien. På klipperne langs med vejen ses mindetavler for de britiske regimenter, som kæmpede her, indtil passet i 1893 blev indlemmet i Indien. I 1920'erne byggedes den imponerende Khyber Railway (Peshawar-Landi Kotal) med mange tunneler og broer.

Khyberpasset ligger i et autonomt stammeområde og er stærkt præget af narkotika- og våbensmugling. Inde i selve passet ligger en pragtbolig for en magtfuld heroinfyrste.

Khyberpasset er den traditionelle invasionsrute fra Centralasien til Indien. Passet har gennem historien været benyttet af bl.a. ariere, skythere, hunner og moguler samt af herskere på regulære plyndringstogter, fx Timur Lenk 1398-99. I 1800-t. gjorde briterne det til et egentligt grænsepas mod Afghanistan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig