Khin Nyunt, f. 11.10.1939, burmansk officer og fremtrædende medlem af Burmas militærstyre 1988-2004. Khin Nyunt, der ansås for landets stærke mand, blev i 1983 udpeget til chef for den magtfulde efterretningstjeneste af den daværende magthaver, general Ne Win, som han har haft nære forbindelser til. Han regnedes for den mest internationalt orienterede i juntaen og konsoliderede gennem årene sin position, bl.a efter fredsaftaler med flere etniske oprørsbevægelser og fyringer af generaler og ministre. I oktober 2004 blev Khin Nyunt overraskende fjernet fra sine poster efter en magtkamp med mere konservativt indstillede officerer, og året efter idømt en langvarig fængselsstraf, som dog mestendels blev afsonet i hans hjem. I 2012 blev han løsladt fra sin husarrest som led i de omfattende løsladelser af politiske fanger.