Key West, havneby på den vestligste af øerne i Florida Keys, USA; 25.500 indb. (2010). Byen er præget af en særegen blanding af caribisk og amerikansk kultur, som bl.a. har tiltrukket mange kunstnere. I kvarteret Old Town findes velbevarede træhuse fra storhedstiden i 1800-t., da byen profiterede af omfattende sørøveri og smuglervirksomhed; senere også af bl.a. cigarfremstilling og fiskeri (vaskesvampe, skildpadder, skaldyr).

Efter depressionen i 1930'erne fik byen et økonomisk løft med udbygningen af den amerikanske flåde under 2. Verdenskrig, ligesom Cubas nærhed (kun 140 km) senere har bragt den i søgelyset for efterretningstjenesten, CIA. Til seværdighederne hører et museum indrettet i forfatteren Ernest Hemingways bolig 1931-61.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig