Kevin Spacey

Faktaboks

Kevin Spacey
født:
26. juli 1959

Kevin Spacey. Foto fra 2008.

.

Kevin Spacey, Kevin Spacey Fowler, f. 26.7.1959, amerikansk skuespiller. Ved siden af en teaterkarriere i New York markerede Kevin Spacey sig i 1990'erne i en række filmroller, bl.a. som psykopatiske typer i fx Alan J. Pakulas Consenting Adults (1992, Forbuden frugt), David Finchers Seven (1995) og den Oscar-belønnede nøglerolle i Bryan Singers finurlige krimi The Usual Suspects (1995).

Blandt hans andre væsentlige filmpræstationer er rollerne i Glengarry Glen Ross (1992, Sælger til salg) efter David Mamets skuespil, Curtis Hansons film noir L.A. Confidential (1997) og Sam Mendes' hverdagsdrama American Beauty (1999); for sidstnævnte fik han sin anden Oscar.

Desuden debuterede Kevin Spacey som filminstruktør med det intime gangsterdrama Albino Alligator (1997) og instruerede ligeledes Beyond the Sea (2004) om crooneren Bobby Darin (1936-73), som han også spillede hovedrollen i.

Efter årtusindskiftet har Kevin Spaceys filmroller generelt været svagere, men han har bl.a. spillet med i K-PAX (2001), The Shipping News (2001), 21 (2008), The Men Who Stare at Goats (2009) og finanskrisethrilleren Margin Call (2011).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig