Kevin Rudd

Faktaboks

Kevin Rudd
født:
21. september 1957

Kevin Rudd, f. 21.9.1957, australsk politiker, Australiens premierminister 2007-2010 og 2013. Rudd er uddannet sinolog og arbejdede 1981-88 for Australiens udenrigstjeneste; han var bl.a. udstationeret i Stockholm og Beijing. I 1989-92 var han stabschef for Queenslands premierminister og bidrog bl.a. til reformer i uddannelsessektoren. Rudd blev 1998 indvalgt til Australiens parlament for Labor, og 2001 blev han oppositionens udenrigspolitiske talsmand; som sådan var han stærkt kritisk over for Australiens støtte til invasionen af Irak 2003. Han blev i december 2006 Laborpartiets leder. Rudd er fortaler for en "tredje vejs-politik" hvor et frit marked støttes af en begrænset, men effektiv offentlig sektor.

Ved valget i 2007 vandt Labor en overbevisende sejr, og Rudd overtog premierministerposten efter John Howard. I juni 2010 trådte han imidlertid tilbage som premierminister som følge af manglende opbakning fra sit partis side. Han efterfulgtes af Julia Gillard. Efter valget i august 2010 blev Rudd udpeget til ny udenrigsminister af Gillard; denne post trak han sig fra i februar 2012.

I juni 2013 udfordrede Rudd Gillard som leder af Labor; han vandt afstemningen, hvorefter Gillard trak sig som premierminister og Rudd kunne atter besætte denne post. I september samme år måtte Labor og Rudd se sig slået ved parlamentsvalget af Liberal Party og dets leder, Tony Abbott.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig