Kevin Møller er en dansk håndboldmålmand, der spiller for den tyske klub SG Flensburg-Handewitt og for det danske landshold. Kevin Møller har spillet 79 landskampe og scoret 7 mål for Danmark (pr. 29. januar 2023). Med landsholdet har han bl.a. vundet guld ved VM i 2021 og 2023.
Faktaboks
Kevin Kam Møller
- Født
- 20. juni 1989

Kevin Møllers klubkarriere
Kevin Møller indledte sin seniorkarriere i Faaborg HK i 2008 og skiftede i 2010 til den norske klub Viking HK. Efter en enkelt sæson i Norge rykkede han til GOG, hvor hans karriere for alvor tog fart. Flere udenlandske klubber fik øje på den 2 meter høje målmand, og i 2014 skrev han kontrakt med Flensburg-Handewitt. Med Flensburg-Handewitt vandt Kevin Møller den tyske pokalturnering i 2015 og det tyske mesterskab i 2018, inden han samme år blev solgt til den spanske klub FC Barcelona. Efter bl.a. at have vundet det spanske mesterskab og den spanske pokalturnering tre gange (2019, 2020 og 2021) vendte Kevin Møller i 2021 tilbage til Flensburg-Handewitt.
Kevin Møller på landsholdet
Kevin Møller debuterede på A-landsholdet i 2015 og fik slutrundedebut ved EM i 2016. Ved VM i 2021, hvor Danmark vandt guld, var Kevin Møller med i otte kampe. Med landsholdet har han desuden vundet sølv ved De Olympiske Lege i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien) og bronze ved EM i 2022, ligesom han var er en del af truppen til VM i 2023, hvor Danmark vandt sit tredje verdensmesterskab i træk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.