Kempten

Kempten, by ved floden Iller i den tyske delstat Bayern 85 km sydvest for Augsburg; 62.100 indb. (2010). Kempten, der er hovedbyen i landbrugsområdet Allgäu, er et vigtigt marked for områdets smør- og osteprodukter og rummer bl.a. et mejeriforskningsinstitut. Byen har desuden maskin-, metal- og næringsmiddelindustri.

I romersk tid hed byen Cambodunum. Den blev grundlagt under kejser Tiberius og ødelagt i 259/260 af indtrængende germanske stammer. Omfattende udgravninger har frilagt byens torv med tempel, curia og badeanlæg.

I middelalderen rivaliserede den frie rigsby Kempten med det gejstlige fyrstendømme af samme navn. Begge kom i 1803 under Bayern.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig