Keflavík

Keflavík, (af oldn. kefli 'kævle, rundt træstykke', om drivtømmer, og vík 'vig, bugt'), islandsk by 60 km vest for Reykjavík; 8057 indb. (2005). Byen ligger på nordsiden af halvøen Reykjanes og indgår sammen med nabobyerne Njarðvík og Hafnahreppur i Reykjanesbær Kommune. Den er præget af naboskabet til Islands internationale lufthavn på Keflavíkbasen.

Under 2. Verdenskrig blev Keflavík en vigtig amerikansk militærbase med en lufthavn. Amerikanerne trak deres militærstyrker tilbage fra byen i 1946, men brugte lufthavnen som mellemlandingssted for godstransport mellem Europa og Nordamerika. Efter underskrivelsen af en forsvarskontrakt med Island i 1951 vendte amerikanske soldater tilbage til Keflavík, der siden fungerede som NATO-base. I 2006 forlod de amerikanske styrker Keflavík og overlod det militære område til den islandske stat. Mange lokale har mistet deres arbejde i forbindelse med lukningen af basen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig