Kaveri

Kaveri, Cauvery, flod i Sydindien; den udspringer i Kodagu i bjergkæden Western Ghats, løber 765 km gennem delstaterne Karnataka og Tamil Nadu og udmunder i et stort delta ved Den Bengalske Havbugt. Floden og dens bifloder er talrige steder opdæmmet, og vandet udnyttes til både kunstvanding og vandkraft. I flodens delta findes rester af en dæmning, der er anlagt i 200-t., og som sammen med andre dæmninger lige siden har været grundlaget for en højtudviklet kultur baseret på kunstvandet risavl. Floden har også stor religiøs betydning og kaldes undertiden "Sydens Ganges". Det ældste vandkraftværk på Kaveri, ved Sivasamudram, er fra 1902 og dermed et af de ældste i Asien.

I hele 1900-t. har der været strid om flodens vand. I 1991 førte det til voldsomme uroligheder, som resulterede i, at 50.000-100.000 tamiler, bosat i Karnataka, flygtede til Tamil Nadu. Spørgsmålet om retten til vandet er fortsat et stridspunkt mellem delstaterne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig