Kaukasus (Kaukasus i russisk opfattelse)

Kaukasus (Kaukasus i russisk opfattelse), Kaukasus er ofte blevet kaldt "folkeporten mellem Europa og Asien" eller "sprogenes og folkenes bjerg". På et forholdsvis lille areal lever her en lang række forskellige folk med hver sit sprog. En tredjedel af de sprog, der registreredes i Sovjetunionen, var repræsenteret med de religiøse og kulturelle forskelle og konfliktmuligheder, der følger med.

Europas billede af Kaukasus blev dannet i 1800-t. og dermed præget af periodens romantiske forestillinger. Stednavne som Vladikavkaz ('Behersk Kaukasus'), Groznyj ('Den skrækindjagende') og Vojenno-gruzinskaja doroga ('Den georgiske hærvej') vidner om, hvordan Rusland i 1800-t. trængte sig frem i området mellem Europa og Asien, og de er med til at sætte nutidens begivenheder i perspektiv.

De kaukasiske krige efterlod såvel frygt som beundring hos russerne. Det uforudsigelige og overraskende i bjergboernes levevis, deres færdigheder til hest, som krigere eller som våbensmede, de høje bjerge, mineralvandet Narzan, der skulle kunne lindre ulykkelig kærlighed og fastholde ungdommens styrke og skønhed, den orientalske mad, bjergboernes gæstfrihed, deres æresbegreber og angivelige grusomhed — alt dette blev elementer i den mytologi, som af erobrerne nordfra byggedes op omkring livet i bjergene. Samtidig blev det hele vævet ind i Det Russiske Imperiums og Europas behov for retfærdiggørelse af imperiale udvidelser. Den lokale befolkning blev i dette perspektiv både ædel og vild, samtidig med at røverisk adfærd var en integreret del af dens levevis. Den trængte dermed til civilisation, og det betød i den zaristiske ideologi at blive en del af imperiet.

Russiske forfattere som Aleksandr Pusjkin og Mikhail Lermontov blev forvist til disse egne og har i deres digtning beskrevet Kaukasus og dermed givet deres eftertid i såvel Rusland som det øvrige Europa en forestilling om området. Pusjkin besang de russiske våbens sejr og de ædle, vilde bjergboeres heltemodige kamp mod overmagten. Lermontov skrev, at "sabelklingen udgør muren i en tjetjensk landsby", og at "tjetjenernes moské ligger på slagmarken". Tolstoj beskæftigede sig med den lokale russiske befolknings (kosakkernes) forhold til bjergboerne. Han beskrev det som et samliv, hvor kærlighed til frihed, fest, krig og røveri sammen med foragt over for undertrykkeren, den russiske soldat, bandt dem sammen. Kosakken elskede at efterligne bjergboernes klædedragt, han beundrede deres våben og heste, og han forsøgte at krydre sit russiske modersmål med ord fra de fremmedes sprog. På den anden side vidste kosakken også godt, at "hvis han rakte ud efter en tjetjensk honningkrukke, så risikerede han at få en hel sværm af hidsige bier over sig".

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig