Kauhava, stationsby øst for Vaasa i Finland; 8026 indb. (2006). Egnen var i 1800-t. skueplads for et særpræget socialt fænomen, de såkaldte knivjunkere (fi. puukkojunkkarit el. häjyt 'de onde'), oftest ugifte unge sæsonarbejdsløse, som i bander terroriserede lokale markeder og fester. I forbindelse med arbejdskraftmangel tolereredes knivjunkerne længe og blev ligefrem genstand for folkelig og litterær heroisering. Efter en gruppe vrede pietisters afklapsning af nogle hestetyve i Kauhava iværksattes en politimæssig kampagne mod fænomenet, som også svækkedes af arbejdsløshed og udvandring. I byen fremstilles den kendte finske skedekniv puukko nu industrielt; den har her sit eget museum, og der afholdes nu internationale knivfestivaler i byen. I Kauhava ligger det finske luftvåbens krigsflyverskole.