Kathmandu. Store dele af Kathmandu præges af nyere, planløst byggeri.

.

Kathmandu. Den buddhistiske nytårsfest Losar falder i februar-marts måned omkring nymåne og varer i flere dage. Man hænger små flag med bønner op og går derefter i optog, hvor der bl.a. kastes med ristet bygmel. Festen fejres også i klostrene og senere privat i hjemmene. Her i en tibetansk bydel i Kathmandu. Th. ses en stupa.

.

Kathmandu. Sadhu, hellig mand fra Kathmandu.

.

Kathmandu. Mange ceremonier knytter sig til ligbrændingen. Ligtoget bliver ledsaget af musik og trommeslag, den døde lægges på bålet og afklædes, der fremsiges bønner og formler, og familiens ældste søn antænder bålet. Fotografi fra Pashupathinath, Kathmandu.

.

Kathmandu. Buddhistmunk med bedemølle ved Swayambhunath-templet, en af de ældste og betydeligste buddhistiske helligdomme i Nepal. Tempelkomplekset ligger på en bjergtop 3 km uden for Kathmandu.

.

Træfigurer, Jagannath-tempel i Kathmandu.

.

Jagannath-tempel, Kathmandu.

.

Kathmandu er Nepals hovedstad og største by; 990.000 indbyggere. (2010); i hele storbyområdet, som bl.a. også omfatter byerne Patan og Bhaktapur, bor ca. 2,5 millioner. Byen ligger i 1300 meters højde ved floderne Baghmatis og Vishnumatis sammenløb i den store, tætbefolkede Kathmandudal. Ud over alle regerings- og statsfunktioner har byen størstedelen af Nepals industri med tæppefremstilling som vigtigste branche samt landets eneste internationale lufthavn. Den rummer mange historiske og kulturelle seværdigheder. Det gamle bycentrum omkring Durbar Square har adskillige både hinduistiske og buddhistiske templer foruden det gamle kongepalads, der nu dels fungerer som tempel, dels som museum. Tempelområdet blev ramt af alvorlige ødelæggelser ved et kraftigt jordskælv den 25. april 2015. Vest for den gamle bydel ligger et mindre, moderne forretningskvarter og det nye kongepalads fra 1970. Byens universitet, Tribhuvan University, blev grundlagt i 1959.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Kathmandu er dannet af nepali kāth 'træ' og mandir 'tempel'.
Også kendt som

Kantipur

Lige uden for byen, ved Baghmatis flodbred, ligger Pashupathinath, der er et vigtigt hinduistisk valfartssted. Mod vest og nordøst ligger de buddhistiske stupaer Svayambhunath og Boudhanath, begge med betydelige tibetanske eksilsamfund omkring sig.

Kathmandu blev tidligere betragtet som et eventyrligt og tiltrækkende "Shangri La". En voldsom luftforurening, planløst byggeri, svagtudviklet infrastruktur og andre problemer forbundet med byens store vækst har dog påvirket dens ry som turistby. Byen har desuden problemer med at skaffe vand til befolkningen, især i forårsmånederne før sommerens monsunregn. Byens befolkningstal vurderes at være steget med ca. 50% i perioden 2001-2010.

Kathmandudalen

Kathmandudalen (Nepaldalen) rummer også nabobyerne Patan (Lalitpur) og Bhaktapur samt en mængdev mindre byer og landsbyer. Klimaet er fugtigt subtropisk, og området er intensivt opdyrket. De gamle handelsveje mellem Tibet og Indien gik gennem dalen, og den blev tidligt et vigtigt religiøst og kulturelt center. Den oprindelige befolkning, newari, blev i 300-800-tallet regeret af Licchavidynastiet med hovedstad i Gokarna nordøst for det moderne Kathmandu. Under det efterfølgende Malladynasti skabtes dalens tre kongeriger, Kathmandu, Patan og Bhaktapur. I 1769 blev de erobret af gurkhakongen Prithvi Narayan Shah (1723-1775), der hermed samlede Nepal og gjorde Kathmandu til hovedstad.

Syv monumenter i dalen er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste: de tre Durbar Squares i Kathmandu, Patan og Bhaktapur, de buddhistiske stupaer Svayambhunath og Boudhanath samt de hinduistiske templer Pashupathinath og Changu Narayan. Monumenternes status er imidlertid truet pga. planløst byggeri i deres nærhed. Mange templer blev fuldstændig ødelagt ved jordskælvet i april 2015.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig