Kastellórizo, græsk ø, den sydøstligste i øgruppen Dodekaneserne, beliggende i Det Ægæiske Hav 115 km SØ for Rhodos, tæt på den tyrkiske kyst; 9 km2, 406 indb. (2001). Navnet Kastellorizo kommer fra øens røde klipper og middelalderborg, Castello Rosso, bygget af Johanniterordenen fra Rhodos. Megisti er øens eneste by med en sikker havn og refuellingsstation for sejlskibe. Der er kun lidt vand på øen, hvorfor vinterregnen samles i store cisterner. Hvor øens økonomi tidligere var båret af svampefiskeri, er den i dag baseret på transithandel, penge fra emigrerede familier og en beskeden turisme. Der er skibsforbindelse til Rhodos og Piræus.